Vi sad i morgengryet foran hoveddøren og drak kogende varm, sort kaffe. Jeg hørte de skrigende dæk i svinget sekundet inden vi blev lagt under voldsom ild. "Richters!" brølede Gretz inden den øredøvende larm fra automatvåben overdøvede alt. Vi svarede igen med en kraftig ild mod bilerne og himlen forvandledes til et flimrende inferno af projektiler, blade, træsplinter, røg og flammer. Jeg aflæste Humboldts læber anråbe herren, men hans stemme var væk i dette helvede på jord. Bilerne satte i bevægelse, overrasket over vores prompte respons. Slingrende på punkterede dæk skrumplede de nedad Poppelvej mens utallige projektiler borede sig i bagklappen på den bageste. Poppelvej
skorsten Czeslaw fandt det falske ur i hjørneskabet. Fra det øjeblik græd han. Det var somom alt formørkedes. Hytten trak sig snerrende sammen om vores udmattede kroppe. Vi snappede efter vejret og luften smagte tyk og besk. Var det himlen der brølede eller havde vi susen for ørerne af væskemangel og delirium? Ingen sagde noget, men alle vidste hvad der stod stejlt som en klippemur foran os. Vi skiftede til vores hvide kjoler og gik tungt og langsomt over de knirkende, dunkle brædder.
Det var Humboldt som møjsommeligt dirkede hængelåsen på skuret op. Efter få minutter havde han fundet alle kroketkøllerne frem. Køllerne blev delt rundt. Czeslaw slog først. Med stor kraft og præcision. Derefter skiftedes vi til at rette tunge, omhyggelige slag mod uret. Sveden blandedes med tårerne.
Til sidst blev det for overvældende. Jeg rettede dirrende af gråd og vrede øjnene mod skorstenen. Blikket gled opad og fangede himlen mens et dommedagsbrøl rejste sig fra min strube. Forræderi.
...fortsat dokumentation og rehabilitering...