Kilde: Internettet, Wegeberg - længere nede
Kilde: Henrik Bygholm: Skuder og skippere i Klitmøller - længere nede
Kilde: Historisk årbog for Thisted amt, 1956 - længere nede

Internettet: Wegeberg:
Beboer i Klitmøller iflg. Viborg Landstings Dombog fra 1616.

Skuder og skippere i Klitmøller, red. af Henrik Bygholm:
Beboerne ved Klitmøller var fæstere under de thylandske godser såsom Nebel, Ørum, Nystrup, Faddersbøl og Råstrup.
Den ældste fortegnelse over beboerne i Klitmøller stammer fra Viborg landstings dombog fra 1616 og omfatter følgende ti navne:
Christen Christensen Blach ved Havet
Søren Christensen
Oluf Jensen
Christen Christensen Brandi
Anders Pedersen Bagge
Niels Christensen på Sandodde
Christen Christensen
Sidsel Christensdatter
Peder Nielsen på Sandodde
Niels Pedersen Skinderup
Om der var flere end de ti huse i Klitmøller på det tidspunkt vides ikke. Men det mest interessante er, at man allerede her finder begyndelsen til en række af de ældste og mest betydningsfulde skipper- og rederslægter, som kom til at præge skudefarten mange år frem i tiden. Det gælder ikke mindst slægterne Blach, Skinderup, Brandi, Bagge og Odde, der allerede nævnes i 1616. Senere kom navnene Broe, Dragsbech, Frost Hau, Hausborg, Kløvborg, Krogh, Møller, Møll, Søe, Trilling og mange flere til - en farverig buket af tilflyttere.
Efter tidens skik fik de for det meste navn efter det sted, de kom fra eller efter det sted i Klitmøller, hvor de bosatte sig. F.eks. Odde efter lokaliteten Sandodde, Broe efter broen over åen, Møll efter møllen, Hau efter stedet ved havet ( æ Hau ) og Kløvborg efter en gård i Vang, hvis beboere flyttede til Klitmøller.

Skudeejere og skippere i Klitmøller før 1705, nævnt 1640

Historisk årbog for Thisted amt, 1956:
Der kan samles en mosaik af de mange småstykker, man kan finde rundt omkring i kirkebøger, skatteregnskaber, skifteprotokoller og andre mærkelige steder om skudefarten. Det danner dog kun et blegt og ufuldkomment billede af skudernes historie. Man savner de farverige partier, som ville kunne hentes fra skudernes mange rejser over havet, snart i roligt og smukt vejr, snart i blæst og kulde, fra handelen i skiftende tider med bønderne fra Thy, som solgte deres landbrugsprodukter til skudehandleren, og fra forholdet til nordmændene i Sørlandets havne, som købte disse varer og solgte tømmer i stedet for. Måske har skuden tilmed trods sit ofte fromme navn fra tid til anden haft lidt med smuglerier at gøre, for det påstås jo, at skipperne fra nordstranden var ganske flinke også til den slags. Men sådanne oplevelser, der kunne give billedet mere kulør og liv, kan kun i sjældne tilfælde hentes frem af arkiverne. De må i det store og hele overlades til fantasien.
Men et billede danner der sig dog trods alt, og i dette billede træder i alt fald én bestemt linie meget tydeligt og klart frem. Den går som en kraftig rød tråd gennem det hele og kan kaldes slægtens linie. Sandskuderne tilhørte først og fremmest hver en bestemt slægt, der besatte skipperposten, og den gik i arv fra fader til søn i op til fire-fem generationer. Men ikke alene skuden gik i arv, det gjorde også den dybe indlevelse i skudefarten lige fra kunsten at føre en skude i al slags vejr til evnen til at klare skudehandelen i alle dens faser. Skipperen skulle jo nemlig ikke blot føre sit skib, han måtte også kunne forestå køb og salg af de varer, det fragtede, et mangesidet og krævende hverv.
De øvrige skudepartsejere var almindeligvis bipersoner, som fik deres udbytte i forhold til den skudepart, de ejede.
De sidste af de rigtige gamle sandskuder synes at være forsvundet i tiden omkring 1800 og med dem også benævnelsen sandskude.
Efter år 1800 kom der på grund af krigene først nogle onde og drøje år, hvor skudefarten led svære tab, men også havde stolte oplevelser.
Derefter blomstrede den op endnu engang og fik en ny glansperiode. Men så blev Aggertangen gennembrudt, og o. 1850 var skudefartens store eventyr for bestandig forbi.