Kilde: Den Danske Lægestand 1901-07 - suppleret med samme 1915-25 - længere nede Kopi i den gule mappe
Kilde: Aarhus gennem tider - længere nede
Kilde: Dansk biografisk leksikon, 3. udg.: Nordentoft + personligt - længere nede
Kilde: Trap Danmark - længere nede
Kilde: Privat brevbog - længere nede
Kilde: I den private brevbog afsluttes med Elises beskrivelse af Severins sidste år og hans død - flyttet til den anden fil

Ved kgl. bevilling af 2/12 1889 er navnet forandret til Th. Severin Johannes Nordentoft Thomsen, og ved kgl. bevilling af 24/4 1901 til Thomas Severin Johannes Nordentoft. Kilde: Kirkebogen

Blev læge i feb. 1890, på Færøerne et år, Thisted 1894-1901, Aarhus 1901 - praksis med dr. Prior, forår 1902 egen praksis i Bruunsgade 46,2. 2. nov. 1902 egen klinik sammen med Anna (søster + sygeplejerske og leder af klinikken) og med Helga (søster + jordemoder). 1902 korpslæge, Marts 1904 læge ved Sct. Josephs hospital,Juli/aug 1904 klinikken ophævet, konsultation hjemme hvert fald til 1908. Overlæge ved Sct. Josephs hospital -kirurg- 1908.

Fra Lægeforeningens Årbog:

Severin Nordentoft - Navneforandring fra Severin Nordentoft Thomsen d. 24/4 1901
Student 1883 i Aarhus
Medicinsk eksamen vinter 1890 - laud
Konstitueret kandidat ved Blegdamshospitalet febr.-apr. 1890
Amanuensus maj 1890 - april 1891
Kandidat ved Almindelige Hospital juni - okt. 1891
Konst. distriktslæge på Norderøerne, Færøerne nov 1891 - maj 1892
Kand. Frederiksberg Hospital juli 1892 - nov. 1893
Reservelæge ved Kommunehospitalet Aarhus dec. 1893 - febr. 1894
Praksis i Thisted marts 1894 - april 1901
Studierejse (Wien) juli - nov. 1896
Dr.med. 15/5 1899 (Om Uretero-genitalfistler hos kvinden).
Broncemadaille ved Pariserudstillingen 1900 for en for den Anthony-Pollokske Præmie indsendt afhandling om redning af menneskeliv ved søulykker.
Praksis i Aarhus apr. 1901 - april 1922.
Læge ved Sct. Josephs Hosp. kirurg.afd. 1903 - juli 1920
Korpslæge i hæren 29/8 1902
Overlæge 1/3 1908 - 28/5 1913
Deltog i konkurrence om overkirurgposten ved Frederiksberg Hospital afd. D sept. 1906 (afh.: Den tuberkuløse Peritonitis og dens Chirurgiske Behandling).
Oprettede røntgenklinik sammen med Jakob Nordentoft 1910 - 16 og alene 1916 - 1922
Specialistanerkendelse (kirurgi, særlig kvindesygdomme, røngtenologi) 1918
Leder af Aarhus Kommunehospitals røntgenafd. og radiumstation aug 1920 - apr. 1922
Praksis i København april 1922
Røntgenklinik der.
Død 26/9 1922

Gift 8/5 1894 i Brabrand med Marie Ingerslev Qvistgaard, f. 4/10 1870 på Skovdal, Viby, død 20. juli 1924, datter af hofjægermester Iver Peter Theodor Qvistgaard og Severine Elisabeth Ingerslev.

Den danske Lægestand 1901 - 07:
Thomas Severin Johannes Nordentoft (tidl. Thomsen); navneforandring 24/4 1901, f. 24/11 1866 i Brabrand, søn af præst Peter Nordentoft Thomsen og Vincentia Christiane Michelsen (broder til lægerne Jakob og Poul N.); søstersøn af læge Andreas Bang Michelsen [hans morbror] .
Student fra Aarhus 1883, Medicinsk eksamen vinteren 1890 (laud). Konst. kand. ved Blegdams Hospital febr.-apr. 1990, amanuensus i Hjørring maj 1890-april 1891, kand. ved Almindelig Hospital juni-okt. 1891, konst. distriktslæge på Norderøerne, Færøerne nov. 1891 - maj 1892, kand. Frederiksberg Hospital juli 1892-nov. 1893. Reservelæge ved Kommunehospitalet i Aarhus dec. 1893-febr. 1894.
Praktik i Thisted marts 1894. Studierejse til Wien juli-nov. 1896. Dr. med. 15/5 1899 (Om Uretero-genital-fistler hos kvinden). Bronzemadaille ved Pariserudstillingen 1900 for en for den Anthony-Pollokske Præmie indsendt afhandling om redning af menneskeliv ved sø-ulykker.
Flyttet til Aarhus 1901. Læge ved Sct. Josefs Hospitals kirurgiske afd, 1903 - juli 1920 - overlæge fra 1908. Korpslæge 29/8 1902. Praksis i Aarhus apr. 1901 - apr. 1922. Deltog i konkurrencen om overkirurgposten ved Frederiksberg Hospital afd. D. sept. 1906 (Afhandling: Den tuberkuløse Peritonitis og dens chirurgiske Behandling)
Oprettede Røntgenklinik sammen med læge Jakob Nordentoft 1910 -16, og alene 1916 - 22. Specialist-anerkendelse (Kirurgi, særlig kvindesygdomme; røntgengenologi) 1918. Leder af Aarhus Kommunehospitals Røntgenafd. og Radiumstation aug. 1920 - apr. 1922. Praksis i København apr. 1922. Røntgenklinik der.
Død 26. sept. 1922
Gift 8/5 1894 i Brabrand med Marie Ingerslev Qvistgaard, f. 4/10 1870, datter af hofjægermester Iver Peter Theodor Qvistgaard og Severine Elisabeth Ingerslev fra Tovsgaard, som er opført 1842-43, købt af I.P.T.Qvistgaard 1871 og solgt igen 1906. I 1961 er den solgt til bebyggelse, til Brabrand Boligforening.

Aarhus gennem tiderne:
Allerede 1906 blev der ved Aarhus kommunehospital i tilknytning til den kirurgiske virksomhed oprettet en Lys- og Røntgenafdeling under ledelse af dr. Chr. Riis. Efter hans fratræden 1920 var dr. med Severin Nordentoft i to år ledende læge på afdelingen.

Trap Danmark:
I Brabrand sogn fødtes 1866 lægen Severin Nordentoft, 1868 lægen og redaktøren Johannes Nordentoft.

På Kirkegården er bl.a. begravet lægen Severin Nordentoft, død 1922.

Dansk biografisk leksikon, 3. udg. bd. 10
Om Nordentoft
Denne slægt Nordentoft stammer fra Thy og føres tilbage til gårdfæster i Nors Vestergaard Thomas Christensen Westergaard (ca. 1610-83), hvis tipoldebarn var skipper og handelsmand i Klitmøller Christen Pedersen Nordentoft (1776-1827). Navnet, der gennem opkald stammer fra en gård i Sjørring sogn, er videreført gennem både mands- og kvindeled, idet nogle af Inger Christensdatter Nordentofts efterkommere 24.4.1901 fik navneforandring til Nordentoft.

Litt.: Chr. Krarup: Lauritz Schmidts slægtebog, 1926
Slægtstavlesamlingen, 1931
Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft, 1940.

Dansk biografisk leksikon, 3. udg. bd. 10:
Nordentoft, Thomas Severin Johannes, 1866-1922, læge
Nordentoft var den ældste af en større flok særprægede og begavde børn med yderst forskellige livsskæbner.
Han blev student 1883 fra Aarhus og tog lægeeksamen 1890, var i de flg. år kandidat ved forskellige Kbh.ske hospitaler foruden 1891-92 konst. distriktslæge på Norderøerne, Færøerne.
Efter nogle måneder som reservelæge ved Kommunehospitalet i Århus nedsatte han sig i Thisted og praktiserede der indtil 1901. I denne periode skrev han disputatsen "Om Uretero-Genital-Fister hos kvinden" som han forsvarede for doktorgraden 1899 med P.Plum og Leopold Meyer som opponenter. Forarbejderne til det fortrinsvis på flittige litteraturstudier baserede, men i emnet vejledende arbejde havde han gjort 1896 under et studieophold i Wien hos gynækologen Wertheim.
1901 flyttede han til Aarhus, hvor han ved siden af sin privatpraksis 1903-20 havde en ret stor kirurgisk virksomhed på Skt. Josephs hospital. I hæren blev han korpslæge 1902 og var overlæge 1905-13.
Nordentoft var fortrinligt begavet, jernflittig, energisk og ærgerrig og havde vidtspændende interesser, men manglede selvkritik og sans for nøgtern vurdering, også af sine omgivelser, som han jævnligt kom i konflikt med. Uden tilstrækkelig kirurgisk skoling stræbte han højt og deltog 1906 i konkurrencen om O.Wanschers professorat, hvori O.Blochs elev V.Schaldemose sejrede (afhandling: Den tuberkuløse Peritonitis og dens kirurgiske behandling). Skuffet her kastede Nordentoft sig med glødende initiativ over røntgenologien og oprettede 1910 sammen med broderen Jacob Nordentoft en røntgenklinik, der søgtes af patienter fra hele Jylland.
1920 udnævntes Nordentoft til leder af Århus Kommunehospitals røntgenafdeling og radiumstation, men afskedigedes på grund af kompetencestridigheder 1922. Samme år flyttede han sin virksomhed til Kbh., hvor han døde få måneder efter af en snigende blodsygdom forårsaget af røntgenstrålerne.
Nordentofts uhyre litterære produktion inden for svulstbehandling med røntgenstråler, hvor han gjorde sig til talsmand for brugen af hårdt filtrerede stråler, gjorde ham til noget af en pioner inden for den tids radiologi. Men Nordentofts optimistiske fanatisme og manglende kritiske sans svækkede tilliden til hans virke, ligesom hans "Håndbog i Røntgenbehandling", 1917, den første i Skandinavien, karakteriseredes som fejlfyldt og forhastet. Ikke blot fagfæller, men medicinere og neurologer kunne ikke godkende Nordentofts diagnoser og måtte derfor anse de postulerede helbredelser som urigtige. Dertil kom Nordentofts langstrakte og ofte ironisk-sårende diskussionsfacon. Men i hans arbejde om behandling af hjernesvulster og præoperativ behandling af brystkræft var han med til at fremme nye behandlingsmetoder.
Foruden videnskabelig produktion nåede Nordentoft tillige at publicere tre skuespil, samt arbejder om forsvarssagen og pacifismeproblematik og populærvidenskabelige studier om tuberkulose og sundhedslære.

Litt.: Selvbiografi i Festskrift, udgivet af Kbh.s Universitet 1899 - 100 f.
August F.Schmidt: Brabrand og Aarslev sognes hist. III 1939 , 75-78
Bent Langfeldt i Medicinsk forum XX, 1967 78-82
P.Flemming Møller: History and devolment of radiology in Denmark, 1968, især 131 f.

Privat brevbog:
Severin november 1911:
Kjære Børn !
Jeg har været noget skeptisk overfor denne Bog, men nu ser jeg dog, at den gjør sin Nytte, idet jeg af den erfarer, at Johannes er bleven Prrrowsttt. Jeg har nok hørt dunkle Rygter derom - at det var paa Trapperne - men ikke, at det virkelig var sket. Til Lykke, Deres Højærværdighed. De 14 Prædikener skal vi nok forære hinanden til Jul.
Da vi nu er ved Gejstligheden og igaar har haft stort Møde her i Aarhus om Arboe-Rasmussen=Sagen, saa føler jeg mig fristet til at putte et virkeligt Discussionsæmne ind i denne Bog og forklare, hvorfor jeg og mange med mig ikke paa nogen Maade kan bruge Ostenfeldt som Kirkens Primas, men mener, at han burde gaa sin Vej igjen snarest i Kraft af Wessels gamle Ord om den Mand, som sælger Heste. Maaske kunde den da foranledige Provsten til at fremsende sit Synspunkt og forklare os vor mulige Misforstaaelse.
Vi mener, at Ostenfeldt har bragt sig selv i en tvetydig og falsk Stilling ved at overtage Sjællands Bispestol. Thi uagtet han vel selv vil benægte det, saa staar han dog i Kraft af sin Udnævnelses Omstændigheder og Historie som Garant for Arboe-Rasmussen. I hvert Fald har Kirkefolket en ubestridelig ret til at opfatte ham saaledes, fordi at de'r er Grunden til, at han er bleven Sjællands Biskop. Han er valgt af Appel [ Kultusministeren ] for at dække Appel og Arboe-Rasmussen, og det er i Kraft af sin - stiltiende maaske - Villighed til at gaa ind under den Situation og paa de Betingelser, at han er bleven Biskop; ellers havde Appel valgt en anden, der var villig.
Jeg indser, at Ostenfeldt ikke vil indrømme dette, - men det hjælper blot ikke. Jeg vil ikke absolut holde paa, at Arboe-R. skal afskediges. Maaske og maaske ikke, - det er altid kedeligt at ramme Folk paa Brødet. Men det for Folkekirken beskæmmende og nedbrydende ligger heller ikke i, at han ikke er afskediget, men i noget andet, nemlig i det, at hans officielle Tilsynshavende (Biskop) offentlig udtaler, "at han staar paa Folkekirkens Grund", at dette Standpunkt accepteres af Kirkens øverste Administrator, Kultusministeren, og, hvad enten Ostenfeldt vil vedgaa det eller ej, - accepteres af den nyudnævnte Kirkens Primas, - at denne lader sig udnævne af Appel uden at protestere derimod. Havde Ostenfeldt, dahans Candaditur fremkom, offentlig sagt: "Jeg betragter Biskop Poulsens Udtalelse som uforstaaelig, forkastelig og kompromitterende for ham selv og for Kirken, og jeg formener, at Pastor Arboe-R. som ærlig og vederhæftig Mand maa og bør træde ud af Folkekirken", - saa havde han handlet ret, - men saa var han ganske vist ikke bleven Sjællands Bisp. Kirkefolket har Ret til at opfatte det saaledes, at Ostenfeldt staar som Garant for Arboe-Rasmussen, og at han paa en Maade har kjøbt sin Stilling derved. Dets Sympati er kun hos den Biskop, som afslog at ordinere ham, og det forstaar ikke, at han vil og kan gaa ind til denne Stilling, naar hans Udnævnelse giver Anledning til slige Demonstrationer, som at e'n Biskop nægter at ordinere ham og andre udebliver fra Ordinationen.
Saa maa han sige: "Nej, - min Person skal ikke foraarsage saadan Splittelse og Ufred i Herrens Kirke, - saa kan jeg blive, hvor jeg er, - især da jeg jo har Tid at vente og efter min Anciennitet slet ikke skal være Biskop".
Eders Severin.

P.S. Dansk Kirketidende 1911 har artikel af Lavrids Nyegård: Pontoppidan og Arboe-Rasmussen på siderne 531-38 og 584-86

27.-4.-1921:
En Brevbog er dog en skrækkelig Opfindelse ! Der faar man et saadant Monstrum ind i Huset, og Ens Kone pirker hver Aften ved En for at faa En til at skrive i den, lige til En gjør det. Men jeg maa paa den anden Side anerkende Rigtighedens af Ens Kones foranstaaende Udtalelse om, at denne Brevbog har en stor Fordel fremfor mange andre saadanne - (hvisder existerer andre ? - ellers ikke) i den langsomme Circulation, og det maa betragtes som en meget formildende Omstændighed, at det er 10 Aar siden, jeg skrev i den sidst, - især hvis man deraf kan slutte, at der atter vil være 10 Aar til næste Gang.

Benedict, 1925
Af senere tiders begivenheder skal jeg minde om Severins afskedigelse som overlæge ved kommunehospitalet i Aarhus og om de uforskammede og uretfærdige angreb på ham, som vakte vor dybeste medfølelse i marts 1922.
26. september 1922 døde Severin i København, hvad der jo voldte os alle den dybeste sorg; det samme gjaldt Mittes pludselige død 20. juli 1924

Kilde: Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft - længere nede
Kilde: Elise Nordentofts brev af 15/9 1925 - længere nede

Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft, 1940:
Under afsnittet om Jens Nordentoft (far til ovennævnte Johan) på siderne 223-24:
Jens Nordentoft var sønne-søns-søn af Christen Pedersen Nordentoft, hvor Severin og hans søskende er datter-søns-børn af Christen Pedersen Nordentoft.
"Familienavnet var ham et klenodie, som han i sit indre var stolt af at bære. Derfor var det ham også imod at give familien Thomsen, der som tidligere nævnt på mødrene side nedstammede fra hans oldefader, tilladelse til at tage navneforandring til Nordentoft.
Men da pastor Johannes Thomsen kom til ham, vist omkring årsskiftet 1901-02, og meddelre, at broderen Otto, som ansås for erklæret modstander af den ønskede navneforandring, nu havde givet sit samtykke, og da Jens Nordentoft selv på dette tidspunkt følte sig stærkt afhængig af andres hjælp, mente han sig uberettiget til at stå som den sidste modstand overfor en henvendelse fra en repræsentant for en da velanset gren af slægten og gav om end nølende sin billigelse. Desværre havde præsten i meddelelsen om Ottos stilling til sagen glemt at tilføje dennes slutningsbemærkning: "Naar jeg giver Dem mit Samtykke, gør jeg det til en vis Grad roligt, da jeg ved, at min Broder i Haslev siger Nej".
Derimod undlod præsten ikke - ganske uovervejet - at bedyre, at ingen i hans familie ville bringe skam over navnet.
Det ærgrede Jens Nordentoft, at han ikke havde sørget for at få sine søskende til at indtage en fælles og fast, ensartet stilling til spørgsmålet om navneforandringen, inden præsten begyndte ved besøg hos disse at vinde dem enkeltvis for sin sag. Og sin egen noget følelsesbetonede eftergivenhed fortrød han bittert, da lægen Poul Nordentoft nogle år senere lønnede den gamle slægts beredvillighed med at slæbe dens navn gennem skarnet i retssager om assurancesvig, forsterfordrivelse og hustrumord. Den vanære, der med disse sager overgik navnet, red ham i mange år som en mare, og han var ved flere lejlighedere inde på alvorlige overvejelser om at søge navneforandring for sig og sine, ikke mindst når folk af ren og pirrende nysgerrighed spurgte om, han var "i Familie med Præsten", men i virkeligheden mente "Lægen", eller rettere "Forbryderen", eller når aviserne ved at annoncere en eller anden tilfældig jordemoders utilladelige transaktioner under overskriften " Ny Nordentoft-Affære" i en årrække næsten syntes at ville gøre navnet enstydigt med en fosterfordriver.
Han endte imidlertid med at tage denne pinlige sag med dens forskellige udløbere som en højere tilskikkelse, nøjedes med at henstille til de lokale blade at undlade anvendelsen af den taktløse overskrift og sagde resigneret: "Det er unyttigt at stampe imod Brodden. Ulykken har ramt Familien Thomsen, en anden Gang rammer den maaske os. Ingen kan staa inde for andre eller vide, hvad Fremtiden maatte bringe, lad os derfor ikke være store paa det, men tage det skete som et Fingerpeg fra oven".

Elise Nordentoft (senere gift med Hans Simonsen ):
Kirkevej 5, Valby, d. 15 - 9 - 1925

Kære omfangsrige familie !
Det er lidt af en begivenhed, at jeg, repræsenterende den yngre genration, træder ind i denne bog, der hidtil er holdt mellem de 11 præstegårdsbørn samt deres moder.
Imidlertid har faster Inger bedt mig fortælle lidt om fars og mors sidste levetid, og derfor vil jeg så godt, som jeg kan, søge at give et indtryk af de sidste års begivenheder.
Årene 1917-20 incl. har for mig været de lykkeligste i mit liv, den tid fra vi flyttede ud til Brbrand fra den mørke lejlighed på Storetorv, og indtil jeg første gang forlod mit hjem for at være "huslig" hos Priors.
Da jeg tog af sted med meget store forhåbninger og stærk tro på min egen duelighed, men snart mærkede at mine kræfter absolut ikke slog til, hvorfor jeg totalt tabte modet, vil man forstå, at mit ophold i det Prioriske hus i Usseød ikke var absolut glædeligt.
Jeg vendte hjem i efteråret 1921, og vor lille husstand: Far og mor samt de 3 yngste børn levede stille og trykket i et stort dejligt hus med en stor have, hvor vi hidtil havde været glade og lykkelige. Grunden var den, at far ikke var rask, men det var vi ikke rigtig klare over før senere. Siden far fik den stilling på Aarhus Kommunehospital, hvor han var genstand for stadige angreb, ofte af tvivlsom art, stadig følte sig beluret og ikke havde sin gamle kraft til at stå imod, var han tavs og melankolsk. Sålænge han var i byen, var hans tanker optagne, dels af striden, dels af arbejdet (hans private virksomhed blomstrede, skønt han undertiden mente det modsatte.) og far var altid glad, ivrig, virksom, belærende, når lejlighed gaves (og den gaves tit de sidste år, da der gik flere unge læger på kliniken for at blive belærte ), men når han kom hjem, sank han mat sammen, sad tavs ved bordet med hånd under kind og vægrede sig ved at spise. Den eneste, der rigtig forstod at banke på hos ham, var Benedict, der gik i gymnasiet og kom hjem med nye indtryk, fortalte om sine oplevelser, gjorde spørgsmål af enhver art, særlig i græsken fandt han fars interesse. Vi andre kunne ikke finde ord.
Når vi så fik gæster, når " drengene " kom hjem i julen. livede far op, talte og discuterede og befandt sig vel, så bemeldte herrer kunne ikke forstå, hvad vi fortalte dem om fars sindstilstand, om at han blev gammel på så kort tid.
Før han fik røntgenafdlingen på kommunehospitalet, havde han hele formiddagen til at arbejde i sin eng, hvilket uden tvivl var overordentlig sundt, den vinter tog han afsted om morgenen i mørke og kom hjem i mørke om aftenen i sin lille Ford bil. Skyerne trak efterhånden tættere sammen, så det kom næsten af sig selv, at der igen som så ofte før blev tale om at flytte, og hvorhen ? København naturligvis, hvor sønnerne var, hvor der var ære og berømmelse at vinde og til overflod megen familie.
Der blev talt og skrevet frem og tilbage om det. Far fik sin afsked på gråt papir uden nogen g y l d i g motivering, men flytningen var allerede næsten opgivet, og far tænkte stærkt på at trække sig tilbage og plante kål i Brabrand, eller starte en røntgenklinik dér. Til sidst rejste far og mor en tur i bilen til København, jeg husker de var borte den 20/3 [Elises fødselsdag] , og vi havde næsten slået sagen ud af hovedet, så det kom næsten som en bombe, da de kom hjem og fortalte, at far havde lejligheden i V. Voldgade på hånden.
- Jeg glemmer aldrig den morgen, da far og mor og jeg sad i spisestuen d.v.s. far gik op og ned ad gulvet, og uret dikkede så umådelig stærkt og langsomt i de sekunder vi betænkte os før afgørelsen faldt, at vi måtte flytte. Jeg husker, jeg sagde til far, at han kunne da ikke blive her og udholde at møde Rhalff på gaden. Jeg tror, det var den gang far havde fået sin afskedigelse tilsendt.
Imidlertid flyttede vi, - flyttegodset kom først afsted en uge senere, da der var kuskestrike (strejke) i København - med vanskeligheder fik vi flyttegodset afsted, vognens hjul sank i, så det kostede flere timers arbejde og hele byen så til. - Den nat sov vi så i teltet, og næste morgen vågnede vi i snefog. Endelig afrejste vi pr. bil, og rejsen har aldrig været så lang.
Benedict og Vibbe blev efterladte, boede sammen med Moster Juliane og Else i teltet. Moster Juliane havde solgt sit hus. Benedict tog studentereksamen, Philip medicinsk embedseksamen den sommer. Vibbe blev om efteråret flyttet til en københavnsk skole.
De tre første dage, vi var i København, boede vi hos Priors og kørte ud og ind i bilen, derefter var vi så vidt i orden, at vi kunne bo der.
Den første morgen derinde fik vi besked om Vilh. Priors død.

Det var som far friskede op den første tid i hovedstaden, han hang personlig alle billederne op, som efter hver af vore andre flytninger, og da det egentlige flyttearbejde var forbi, gik han og pyntede alle vore møbler på de slidte steder med bejse og politur, samt opfandt en meget original måde at lappe slidte møbler, nemlig med lak. Men da alt så var i orden, begyndte den fortærende venten på praksis, og nu fik mine brødre lejlighed til at se, hvorledes det stod til med fader.
Værre blev det da ferietiden kom, og moder tog en måned over til Brabrand, hun kunne såmænd trænge til lidt ferie. Hun og mine søskende boede så i teltet, medens far og jeg blev og passede kliniken, som i betragtning af forholdene var temmelig lovende, men far var så fortvivlet, at han ofte gik og græd og malede alt sort. Han sagde selv, at der lå som et gråt slør over alt og alle.
Da de andre så begyndte at komme hjem, først Benedict og mor, rejste jeg til engen, hvor jeg var nogle dage før husholdningen blev sluttet, derfra til Køsters nogle dage, hvilket jeg takker for, samt for de dage jeg derpå var i Mariager.
Derfra blev jeg kaldt hjem at passe røntgenkliniken ved Philips hjælp, da far var indlagt på rigshospitalet, hvor der blev konstateret en perniøs anæmi, som far i løbet af en måned bukkede under for.
Philip, som far testamenterede alle sine forhåbninger og drømme til, havde taget sin eksamen under meget forstyrrede og distraherende forhold, især ville far så gerne spille bridge med ham, og spurgte hver aften: "Hvad skal Philip i aften ? " "Ja - jeg skal vel læse, " svarede han med rette, og far måtte resignere, men hver gang han var færdig med et fag fejrede vi aftenen med bridge. - Ph var efter en måneds ferie på fødselsstiftelsen, men måtte både i tide og i utide tage hjem, og han og jeg behandlede de sidste patienter færdig, mens far lå i sin seng og fulgte med i alt og afviklede og beredte sig på at dø. Far var nemlig kommet hjem igen efter en uges forløb, for han ville være imellem sine nærmeste til det sidste.