Kilde: Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft - længere nede

Gift med Aage Prior

Nordentoft Brevbog:

21/11 1911.
Kære, vidtspredte, Familie !!
I denne Bog findes endnu intet Klatpapir ! De skrivende har nok alle tænkt, at naar den naaede Boghandlerhjemmet kom det nok i, og det, skønt de alle, navnlig Johannes ved, at intet Sted er det saa smaat og daarligt med Penne, Blæk og netop Klatpapir som her. Det er i Dag otte Dage siden denne Bog kom her og jeg haaber at faa den af Sted i Dag, idet jeg anser 8 Dage som Maximum og ogsaa gaar ud fra, at den har hvilet sig tilstrækkeligt ud i den Tid, inden den atter skal paa Jærnbanen. En uhyggelig Tavshed fra Ingers Side siden hun leverede den her, overtyder mig om, at hun med faste sammenknebne Læber afventer hvad min Æresfølelse monstro vil drive mig til.
Naa, det var vores Leben und Treiben. Jeg haaber ikke nogen af Jer kan ventes ind af Døren foreløbig, for vi maa vist alle iføre os Svømmedragt, og det Syn kunde maaske paaføre Jer Kuldegysning. Da Aage og jeg i Morges kom over, var hans Sofa ganske vaad, jeg vil ikke tale om Gulvet og Skrivebordet; det dryppede hyggeligt og rigtig vedholdende fra det halve Loft. Heldigvis har det næppe gjort det hele Natten, men kun en Time i Morges, da det vist er en Skylle fra Pressenningerne som er gaaet ned. Hidtil har det kun været mindre Plettet paa Lofterne, takket være Aage, som hver Aften naar han kommer hjem har gaaet en Time eller to i Mørke og Regn deroppe og har skrabet Grene og Sten sammen til (?) paa de vanskelige Steder. Falcks Pressenninger har ikke hjulpet saa meget som vi havde tænkt. Det var ellers romantisk nok den Aften Automobilen var her og et lille Korps af Spejderdrenge som i Mørket vimsede op og ned ad Havegangen. De melder sig stadig hos Falcks Redningskorps og faar saa Lov at komme med til et eller andet. Vilhelm var jo begejstret ! Dagen før flyttede vi over i en dejlig stor Lejlighed paa den anden Side Gaden. Det var en større Flytning end jeg havde tænkt. To flinke Mænd fra Frelsens Hær, en Kone, jeg selv og alle Børnene var i fuld Virksomhed i 6 Timer. I Begyndelsen løb vi vist 50 Gange om Dagen over Gaden paa 1. Sal, fordi alt var blevet rodet saa rædsomt mellem hinanden herovre, da jeg syntes, at jeg maatte være derovre, naar Mændene kom med Tingene. Intet var nemlig ordnet, fordi vi bestemte os til at flytte just som vi begyndte derpaa. Nu har vi det dejligt, idet jeg om Eftermiddagen trækker mig derover med Vilhelm og hans Lektier, mens Pigebørnene spiller og læser her. De første Dage var jeg ligeved at blive blød over at alt foregik i disse to Stuer. Vor Stueetage er hyggelig og ordnet, fraset at den stadig er i Færd med at gaa til Søs. Opgangen til 1. Sal er helt spærret med Brædder. Men Spektaklet har vi jo Dagen igennem og engang imellem styrker jeg mine Nerver ved at trække mig tilbage fra det og fra Telefonen til Nr. 31. Vi styrker os i det hele ved at tænke paa, hvor dejligt det hele bliver, naar det bliver færdigt - forhaabentlig til Jul. Vort Køkken er nu dobbelt saa stort og finder vanskeligt sin Mage. Spisestuen 3 M. længere, Entreen ligesaa. Det Sted, hvor der er størst Ravage under alt dette, er i Vilhelms Karakterbog. Vi stoler nu paa, at nr. 31 skal bringe den paa ret Kjøl igen. Aages Fødselsdag forløb ualmindeligt fornøjeligt. Jeg tror, Ejnar talte tre Gange, Onkel Daniel to - - - -

Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft, 1940:
Under afsnittet om Jens Nordentoft (far til ovennævnte Johan) på siderne 223-24:
Jens Nordentoft var sønne-søns-søn af Christen Pedersen Nordentoft, hvor Severin og hans søskende er datter-søns-børn af Christen Pedersen Nordentoft.
"Familienavnet var ham et klenodie, som han i sit indre var stolt af at bære. Derfor var det ham også imod at give familien Thomsen, der som tidligere nævnt på mødrene side nedstammede fra hans oldefader, tilladelse til at tage navneforandring til Nordentoft.
Men da pastor Johannes Thomsen kom til ham, vist omkring årsskiftet 1901-02, og meddelte, at broderen Otto, som ansås for erklæret modstander af den ønskede navneforandring, nu havde givet sit samtykke, og da Jens Nordentoft selv på dette tidspunkt følte sig stærkt afhængig af andres hjælp, mente han sig uberettiget til at stå som den sidste modstand overfor en henvendelse fra en repræsentant for en da velanset gren af slægten og gav om end nølende sin billigelse. Desværre havde præsten i meddelelsen om Ottos stilling til sagen glemt at tilføje dennes slutningsbemærkning: "Naar jeg giver Dem mit Samtykke, gør jeg det til en vis Grad roligt, da jeg ved, at min Broder i Haslev siger Nej".
Derimod undlod præsten ikke - ganske uovervejet - at bedyre, at ingen i hans familie ville bringe skam over navnet.
Det ærgrede Jens Nordentoft, at han ikke havde sørget for at få sine søskende til at indtage en fælles og fast, ensartet stilling til spørgsmålet om navneforandringen, inden præsten begyndte ved besøg hos disse at vinde dem enkeltvis for sin sag. Og sin egen noget følelsesbetonede eftergivenhed fortrød han bittert, da lægen Poul Nordentoft nogle år senere lønnede den gamle slægts beredvillighed med at slæbe dens navn gennem skarnet i retssager om assurancesvig, forsterfordrivelse og hustrumord. Den vanære, der med disse sager overgik navnet, red ham i mange år som en mare, og han var ved flere lejlighedere inde på alvorlige overvejelser om at søge navneforandring for sig og sine, ikke mindst når folk af ren og pirrende nysgerrighed spurgte om, han var "i Familie med Præsten", men i virkeligheden mente "Lægen", eller rettere "Forbryderen", eller når aviserne ved at annoncere en eller anden tilfældig jordemoders utilladelige transaktioner under overskriften " Ny Nordentoft-Affære" i en årrække næsten syntes at ville gøre navnet enstydigt med en fosterfordriver.
Han endte imidlertid med at tage denne pinlige sag med dens forskellige udløbere som en højere tilskikkelse, nøjedes med at henstille til de lokale blade at undlade anvendelsen af den taktløse overskrift og sagde resigneret: "Det er unyttigt at stampe imod Brodden. Ulykken har ramt Familien Thomsen, en anden Gang rammer den maaske os. Ingen kan staa inde for andre eller vide, hvad Fremtiden maatte bringe, lad os derfor ikke være store paa det, men tage det skete som et Fingerpeg fra oven".