Kilde: Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft - længere nede
Kilde: Privat brevbog - længere nede
Kilde: Else Enemark: Mit sære sind - længere nede

DAISY: LAK, arkiv-nr.: DI-153 Kommission af 01.03.1907 (Nordentoft m.fl. i Thisted)
1907-1908 Kommission af 1/3 1907 til at undersøge forskellige kriminelle forhold i Thisted
1918-1920 kommission af 17/1 1918 og 3/4 1919 til at pådømme læge Poul Nordentoft m.fl. for fosterfordrivelse m.v.

Danpa: 751-22 Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Samling, reg.nr.: 9026: "Nordentoft-familien, Brabrand"
Yderdatering 1885-1991. Omfang 1 pk. 12 læg:
1. Diverse år: Bøger skrevet af medlemmer af familien Nordentoft - 1 pk.
3. O. 1885 Beskrivelse af Brabrand m. kort, lavet af Benedict Nordentoft - 1 læg
4. 1891-93 Kopibog med indlagte skrivelser fra Nordentoft-børnenes leg 1886-90 - 1 læg
9. 1905-10 Regnskabsbog fra pastor P. Nordentoft Thomsen.
1909-16 Sædskifteplan over præstegårdsjorden (anbragt i ovennævnte regnskabsbog
1909-10 2 skattekvitteringer (anbragt i ovennævnte regnskabsbog - 1 læg
10. 1910 "Ved Peder Nordentoft Thomsens Jordefærd 28. Oktober 1910"
1911 Kopi fra "Danmarks Præstehistorie" 1911 vedr. Peder Nordentoft Thomsen - 1 læg
12 1910 Ved pastor P. Nordentoft Thomsens Jordefærd 28. oktober 1910
1914 Tale ved enkefrue Vincentia Nordentoft Thomsens jordefærd 15. febr. 1914, holdt af A. Bartholdy Møller.
1937 Benedict Nordentofts mindetale ved læge Poul Nordentofts begravelse 7. august 1937
1965 Nekrolog i "Gymnasieskolen" over Lorens Nordentoft - 1 læg
13. 1990-91 Indbydelse til Slægtsstævne. Anm.: Med adresseliste - 1 læg

Litt.:
Ugeskrift for læger 1908, 857-62: Kommissionsdommen over læge Poul Nordentoft
Hospitalstid. 5. R. II, 1909. 724-32: Læge P. Nordentoft og fhv. distriktslæge Jørgensen
Rosenkrantz, Palle: Naar en Dommer tager fejl. En Redegørelse for Nordentoft-Sagen fra dens Kulisser. K. 1909. 122 S.

Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft, 1940:
Under afsnittet om Jens Nordentoft (far til ovennævnte Johan) på siderne 223-24:
Jens Nordentoft var sønne-søns-søn af Christen Pedersen Nordentoft, hvor Severin og hans søskende er datter-søns-børn af Christen Pedersen Nordentoft.
"Familienavnet var ham et klenodie, som han i sit indre var stolt af at bære. Derfor var det ham også imod at give familien Thomsen, der som tidligere nævnt på mødrene side nedstammede fra hans oldefader, tilladelse til at tage navneforandring til Nordentoft.
Men da pastor Johannes Thomsen kom til ham, vist omkring årsskiftet 1901-02, og meddelre, at broderen Otto, som ansås for erklæret modstander af den ønskede navneforandring, nu havde givet sit samtykke, og da Jens Nordentoft selv på dette tidspunkt følte sig stærkt afhængig af andres hjælp, mente han sig uberettiget til at stå som den sidste modstand overfor en henvendelse fra en repræsentant for en da velanset gren af slægten og gav om end nølende sin billigelse. Desværre havde præsten i meddelelsen om Ottos stilling til sagen glemt at tilføje dennes slutningsbemærkning: "Naar jeg giver Dem mit Samtykke, gør jeg det til en vis Grad roligt, da jeg ved, at min Broder i Haslev siger Nej".
Derimod undlod præsten ikke - ganske uovervejet - at bedyre, at ingen i hans familie ville bringe skam over navnet.
Det ærgrede Jens Nordentoft, at han ikke havde sørget for at få sine søskende til at indtage en fælles og fast, ensartet stilling til spørgsmålet om navneforandringen, inden præsten begyndte ved besøg hos disse at vinde dem enkeltvis for sin sag. Og sin egen noget følelsesbetonede eftergivenhed fortrød han bittert, da lægen Poul Nordentoft nogle år senere lønnede den gamle slægts beredvillighed med at slæbe dens navn gennem skarnet i retssager om assurancesvig, forsterfordrivelse og hustrumord. Den vanære, der med disse sager overgik navnet, red ham i mange år som en mare, og han var ved flere lejlighedere inde på alvorlige overvejelser om at søge navneforandring for sig og sine, ikke mindst når folk af ren og pirrende nysgerrighed spurgte om, han var "i Familie med Præsten", men i virkeligheden mente "Lægen", eller rettere "Forbryderen", eller når aviserne ved at annoncere en eller anden tilfældig jordemoders utilladelige transaktioner under overskriften " Ny Nordentoft-Affære" i en årrække næsten syntes at ville gøre navnet enstydigt med en fosterfordriver.
Han endte imidlertid med at tage denne pinlige sag med dens forskellige udløbere som en højere tilskikkelse, nøjedes med at henstille til de lokale blade at undlade anvendelsen af den taktløse overskrift og sagde resigneret: "Det er unyttigt at stampe imod Brodden. Ulykken har ramt Familien Thomsen, en anden Gang rammer den maaske os. Ingen kan staa inde for andre eller vide, hvad Fremtiden maatte bringe, lad os derfor ikke være store paa det, men tage det skete som et Fingerpeg fra oven".

Vordingborg d. 16. II 1912
Af Overskriften alene staar der Sensation. Og endu mere hvis jeg havde Tid og Evne til at berette om de forskellige Begivenheder og Formerne for denne Omflytning. Men factum est: jacta est alea. Rubiconem transii. Jeg har gjort det store Spring fra det visse til det næsten uvisse; jeg siger næsten, for Føden faar man vel allevegne. Selvfølgelig skar det mig i Hjertet at forlade de brave Thyboere, der lagde mange rørende Venskabsbeviser for Dagen, særlig fra Landet naturligvis vistes der mig stor Venlighed, og hvad der næsten glædede mig mest, var de mange spontane Udbrud: Hvad nu ? Hvem skal vi nu søge ? Her er jo ingen andre. Faktisk var min Praksis mere consolideret end nogensinde, og paa Baggrund af Sygehusets og de øvrige mediciþs synkende Anseelse var jeg en betydelig Autoritet. Det skar mig i Hjertet at forlade min Have, som jeg anser for et absolut enestaaende Produkt af menneskelig Udholdenhed, Snille og Smag. Og næsten mest af alt skar det mig i Hjertet at forlade mine mange Fjender, ganske vist med fuld Honnør efter Overretsdommen og den nu snart hver Dag ventede Voldgifts-retskendelse, men alligevel et Aarstid eller et Par Aar før Tiden - Og jeg havde dem saa sikkert og aabent i Kikkerten og jeg havde den frydefulde og instinktive Fornemmelse, at de var bange. Men ogsaa at de samlede sig til nye Anslag, som dog med den nuværende fremragende Borgmester var haabløse. Naar man spørger:hvorfor jeg da har gjort det, er det let at give forskellige Grunde, hver for sig vægtige: For det første bliver man træt af at gaa i stadig Kampberedthed, altid seende Farer og Rænker, som en for stram Violinstreng, eller en overspændt Fjeder, - for det andet tager det næsten al Ens Fritid og tillige en stor Del af Ens Arbejdstid, - dernæst var de nuværende Sygehusforhold og dette at skulle aflevere sine Patienter, naar de mest trængte til Hjælp enten til en mindre duelig eller til en fjerntboende Mand (med Rejsens Risici) i Længden saa utilfredsstillende, at det for mig maaske var Hovedgrunden; - næst efter ialtfald Hensynet til Kone og Børn. For en uafladelig beskæftiget Mand gaar til syvende og sidst alt. For en Kone er det straks vanskeligere. Hun ser Farer og chikanerier men kan ikke overskue dem; hendes Frygt vokser med hendes Indbildningskræfter og Kvindens fysiske Underlegenhed (ogsaa hendes Hjernes Mindrevægt !) forøger hendes Vanskeligheder.- Naar endvidere Børnene i Skolen indvikles i patriotiske Kampe om hvilken Læge, der er den dygtigste eller kommer hjem til Frokostbordet og spørger, om det vel er sandt, at Far har siddet i Fængsel, for det siger den og den, vil man ialtfald til dels kunde forstaa, at Tanken om en Forandring ikke var fremmed for mig. Naar det som sagt sker mindst et Aarstid før jeg havde tænkt mig, skyldes det dels, at man ikke kan vedblive at have en solid Køber i Aarevis, dels de øjensynlige Chancer her i Vordingborg. At der pludselig opdukkede en fjerde Læge var jo et slemt Slag for os og satte jo i Øjeblikket vore Chancer og vort Humør langt ned; ogsaa at jeg fra den herværende Distriktslæge Foghþ Side har sporet en meget betydelig Forhaandsmodstand. Han har faktisk til dels provoceret Strohberg og lovet ham Sygehuset. Imidlertid er S. endnu ikke færdig med sin Candidattjeneste og kan tidligst komme til Maj; praktiserer altsaa ved Vikar; denne der har assisteret mig ved en Hermiostori fortalte, at S. vaklede (han var af Naturen meget elskværdig og fredelig, men vaklende oig ubeslutsom) og var bange for mig som Concurrent til Sygehuslægepladsen. De Byraadsmedlemmer [indføjet med blyant: Hm !] jeg har talt med har ogsaa indrømmet, at 10 Aars kirurgisk Praksis var betydelig bedre end den regulære Candidattjeneste. Fogh og Winge har et meget stort Parti imod sig her i Byen og med Rette, thi det er utroligt, hvad de byder Publikum, og det er ganske enestaaende at høre den almindelige udbredte Anskuelse ganske uforbeholdent udtalt, at det er kedeligt "for de er jo ikke dygtige". Efter at have set Dhr. og deres Virksomhed ser jeg egentlig ganske lyst paa Sagerne. Meget hjælper det jo, at Generallægen paa mit direkte Spørgsmaal derom har erklæret, at Højesteretsdommen ikke ville være nogen Hindring for, at jeg kunde blive Corpslæge i Hæren [indføjet med blyant: Hm !] Men Strohlberg har været reservelæge. Jeg glemte at fremhæve at min Underlægetjeneste (?) kostede mig 2 mdr. Sengeleje, og at jeg ellers vilde have været Reservelæge som en af de faa Cand.med.ér paa Holdet og en særlig duelig Soldat. Egentlig gaar det ganske godt med Praksis i Betragtning af, at jeg bor udenfor Byen i en Villa og først kommer ned i Dr. Møllers Ejendom til Oktober Flyttedag. Og hvad vi Thisted ansaa for ganske dagligdags er her en Heltegerning. Forleden Aften blev jeg hentet ud til en 1u Aars Dreng med incareveret ? hermi og Hydscale (?), Kl. 7u. Winge havde været der kl. 12 Middag og udtalt, at det var et incaveret Hermie, der rimeligvis skulde til Næstved og opereres næste Morgen. Han vilde komme igen kl. 6 og gøre nye Repositionsforsøg. Han kom ikke og har ikke været der senere. Jeg hentede min Chloroformmaske og fik Hermiet reponeret, men da det var et meget stort Hermie, der ikke kunde reponeres blivende, og der var et stort Hydscale, gjorde vi forleden Hermistomi herhjemme, da Astrid var kommen.
Vildfremmede Mennesker har standset mig og komplimenteret mig for denne " Bedrift", som efter deres Udsagn "fløj Byen Over" . Man vil se, at der er gunstige Concurrenceforhold. Her vil sikkert kunde skaffes en ialtfald ganske ordentlig Praksis i en dejlig Egn og to Timer fra Hovedstaden.
[Med blyant: Og hvorfor blev der saa ikke noget ud deraf ?]

Kun Tak og Compliment til Firmaet i Aarhus i Anledning af "Torveglasventilen"; jeg tænkte nok, at Jylland blev for lille til os alle tre.
Køster har jo vist en Svoger her, men er vel for daarlig endnu til at give Oplysninger om, hvad det er for et Menneske.
Jeg finder det upassende, at Inger har sat os sidst paa Listen efter alle de "smaa" ; jeg har spekuleret saa længe paa, hvorledes jeg skulde hævne denne Forsmædelse, at alene den forløbne Tid vil kunde være en virksom Hævn, hvorfor jeg frafalder yderligere Skridt. Blot vilde ogsaa jeg gerne se hendes "sammenknebne Mund", naar hun faar den.
Hvor trist med Herman Bang, at dø ene og pludselig i et fremmed Land. Han har været Gæst 2 Gange i Thisted; var meget indtagende. Mine Børn og min Kone taler for sig selv, hvorfor jeg ikke skal deltage i det almindelige Kapløb. - Ogsaa Stig tegner Pru-heste !!!
Med ønsket om en glædelig Jul og et godt og lykkeligt Nytaar 1913 (for vi ser jo næppe Bogen mere, vel Inger !
Fra Eders Ærb. Poul Nordentoft

Benedict 13/2 1911:
Medens jeg var hjemme, opskræmtes vi alle på det alvorligste, ved at Poul blev anklaget for at have øvet vold mod en ung pige, som havde konsuleret ham i Thisted. D. 13. februar havde jeg holdt foredrag i Voldby pr. Hammel; Anine var med, og hun og jeg rejste hjem over Stautrup og gik herfra over den tilfrosne Brabrand Sø; herude på søen mødte vi Køster og Helga, som fortalte os den forfærdende nyhed. Vi fortav det overfor moder til næste morgen. Efter aftenandagten afventede jeg toget 11,30 fra Aarhus, men ingen af brødrene i Aarhus kom ud til Brabrand. Jeg kørte derpå pr. Cykel til Aarhus, hvor jeg traf Peter; han vidste intet om, hvad der var sket. (Han, Severin og Jakob havde været hos Gunnar Scharling samme aften). Frk. Elztols havde imidlertid talt i telefon med Mitte, så hun og Severin vidste besked. Jeg kom først hjem til Brabrand 2 u. Severin havde stor operation næste morgen. Som I husker, endte affæren i Thisted med frifindelse for Poul ved overretten i Viborg i december 1911, og vi åndede atter op - ak, kun for en tid !

Benedict:
Marts 1918:
Et skår i glæden i vor forlovelsestid var det, da Poul arresteredes i marts 1918, og uhyggeligt var det at læse de første meddelelser derom; særlig i "Nordlyset" fremkom der mget sensationellen meddelelser. Da jeg i den anledning skrev til E. Oppfer, bladets kendte redaktør, modtog jeg det venligste brev fra ham, og han standsede efter den tid enhver omtale af sagen også i andre blade).

Ingers indlæg 13. februar 1919:
I syv år har denne bog ligget stille !
De sidste fem år har jeg ikke syntes, at den kunne cirkulere. I løbet af vinteren var jeg begyndt at tænke på at sende den ud igen - som et olieblad, - idet jeg syntes, at det ligesom lysnede lidt i vor familie, og at vi trængte til den som meddelelses-middel.
Og så kom jeg dog til at udsende den igen på denne dag, hvor vi atter har fået et stærkt stød, idet vi har læst i bladene, at assessor Simonsen indstiller til ministeriet at anlægge aktion mod Poul, som skyldig i sin hustrus død.
Det er vel fordi jeg trænger til at være sammen med Jer i aften, at jeg er kommet til at skrive dette.
Overbetjent N. Andersen ringede mig op i aftes og sagde, at sagen var endt, og at jeg kunne besøge Poul i dag kl. 1u, hvis jeg ville.'
Så i morges læste jeg det frygtelige i avisen og syntes først, at jeg kunne ikke se Poul, men efterhånden kom jeg til det resultat, at jeg vist måtte, da det nu var aftalt. Jeg talte først lidt med assessoren, som tilfældigt var der. Han var meget rar.
Jeg blev så ført ind til Poul. Opdageren Jessen Jensen var først til stede, senere en Shitter hele tiden. Jeg var der ca. 1 u time. Poul blev ved at holde på mig, hver gang jeg ville gå. Han græd meget af og til, men jeg tror ikke, at alt hvad han sagde, var sandt, ligesom han heller ikke dyede sig for et udfald mod Astrid.
Jeg berørte ikke sigtelsen mod ham for konens død, jeg kunne ikke få mig til det i vidners nærværelse. Jeg sagde, at jeg var blevet stærkt rystet ved at læse aviserne i morges.
Han sagde, at han havde fortrudt at han sagde til Johannes, at han ikke ville se Nina. Dertil svarede jeg, at Nina havde ikke rørt en finger for at fremkalde skilsmissen fra Astrid; havde nogen af os gjort noget dertil, så var det mig, det ville jeg ærligt sige ham. Priors havde ikke gjort andet end været forfærdelig gode mod Stig og Else. Det indrømmede han.
Han bad mig gentagende bede Jer ikke være bitre på ham. Jeg sagde, at jeg troede ikke, I var det mere. Jeg synes nemlig, at ens følelser efterhånden går over til inderlig medlidenhed. Han vil gerne have besøg af os nu, nævnede også Anna. Jeg har nu en seddel med tilladelse til "Familien" at besøge ham visse dage mellem 10 og 12 form.
Til sist kastede han sig om halsen på mig og hviskede: "Sig til dem, jeg har syndet, og bed dem tilgive mig". Og jeg hviskede igen: "Du må sige det altsammen, så får du først fred, og så kan denne tid blive dig til velsignelse".
Jeg havde tidligere sagt ham, at det var Gud, som havde taget ham afsides, for at han skulle tænke over alt, hvad han havde gjort.
Han var mager, men jeg syntes ikke, han så så dårlig ud, som Johannes havde sagt.Overbetjenten sagde, at han så meget forskellig ud. Jeg spurgte ham om han fik det, han kunne spise, og dertil sagde han ja, men at han jo forfærdelig gerne ville have lidt ekstra, hvis vi ville lade ham få det. Han nævnede tørre 2-øres kager, da han intet franskbrød får. Han får om morgenen kl. 7 en kop varmt øl og 3 stk. rugbrød, kl. 1 middagsmad og kl. 7 aften vist igen øl og rugbrød, somme tider vandgrød med mælk på. Han mente, at det måske blev lidt bedre snart, hvis rationeringen ophørte.
Jeg sagde, at han havde fået mange penge sendt ind, og det indrømmede han, men sagde, at han skulle betale 4 kr. mdl. for barbering, da man ikke måtte lade sit skæg stå og 4 kr. mdl. for at få sit værelse gjort rent.
Imidlertid har jeg nu ikke flere penge til ham, de 100 kr, Aage og Severin stillede til rådighed i efteråret, er brugte op nu, så hvis nogen af Jer andre vil sende et lille bidrag til ham, vil jeg være glad derved.
Endvidere erindrer jeg om1ste halvårs bidrag for 1919 til Inger Merete, da jeg jo sidst i marts atter skal sende penge til Svendborg. Da I formodentlig ikke selv ved, hvad I bidrager (!), nævner jeg det her for de uden-sjællandskes vedkommende: Severin 360 kr. - - Helga 60 kr. - - Peter 360 kr - - Jakob 144 kr. årlig.
Se, det var jo ikke så fornøjelig en begyndelse på 3die omgang, og de 7 år vil måske også komme til at kendes i bogen, og dog håber jeg, I vil være glade ved at gense den. Jeg har glædet mig ved at læse den i aften, da jeg sad og følte mig ensom, og Moders sidste hilsen: " Hold dig brav - i Guds varetægt", falder svært på mit sind. Gud give, vi må kunne det, og Gud give, at den unge slægt, der allerede vokser så stærkt op, vil hjælpe med at genrejse vort plettede navn !

Læg mærke til route-forandringen først i bogen. Ak ! to må stryges.
Jeg glæder mig til at se Peters pebersvende-tanker afløste af den kærlige ægtemands og faders !
Farvel og kærlig hilsen fra "slægtens ældste"
Inger

Else Enemark: Mit sære sind:
Hendes far, Poul Nordentoft, blev løsladt i 1929 på foranledning af hans families forslag om det, på den betingelse, at han forlod landet. Hans Bror, provsten ved Holmens kirke Johannes Nordentoft, skriver til en af Pouls døtre om det: "Af hensyn til de unge i familien"
Poul dukker op på Else Enemarks arbejdsplads på Kastaniegården, skønt hun havde valgt at være "Frøken Ulrich".
Han ankommer med en ny dame. Om de var gift allerede dengang, kan hun ikke huske, men de blev det, før de rejste til Afrika, hvor han havde fået en god stilling i et medicinalfirma.