Kilde: Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft - længere nede
Kilde: Nordentoft Brevbog - længere nede

Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft, 1940:
Under afsnittet om Jens Nordentoft (far til ovennævnte Johan) på siderne 223-24:
Jens Nordentoft var sønne-søns-søn af Christen Pedersen Nordentoft, hvor Severin og hans søskende er datter-søns-børn af Christen Pedersen Nordentoft.
"Familienavnet var ham et klenodie, som han i sit indre var stolt af at bære. Derfor var det ham også imod at give familien Thomsen, der som tidligere nævnt på mødrene side nedstammede fra hans oldefader, tilladelse til at tage navneforandring til Nordentoft.
Men da pastor Johannes Thomsen kom til ham, vist omkring årsskiftet 1901-02, og meddelre, at broderen Otto, som ansås for erklæret modstander af den ønskede navneforandring, nu havde givet sit samtykke, og da Jens Nordentoft selv på dette tidspunkt følte sig stærkt afhængig af andres hjælp, mente han sig uberettiget til at stå som den sidste modstand overfor en henvendelse fra en repræsentant for en da velanset gren af slægten og gav om end nølende sin billigelse. Desværre havde præsten i meddelelsen om Ottos stilling til sagen glemt at tilføje dennes slutningsbemærkning: "Naar jeg giver Dem mit Samtykke, gør jeg det til en vis Grad roligt, da jeg ved, at min Broder i Haslev siger Nej".
Derimod undlod præsten ikke - ganske uovervejet - at bedyre, at ingen i hans familie ville bringe skam over navnet.
Det ærgrede Jens Nordentoft, at han ikke havde sørget for at få sine søskende til at indtage en fælles og fast, ensartet stilling til spørgsmålet om navneforandringen, inden præsten begyndte ved besøg hos disse at vinde dem enkeltvis for sin sag. Og sin egen noget følelsesbetonede eftergivenhed fortrød han bittert, da lægen Poul Nordentoft nogle år senere lønnede den gamle slægts beredvillighed med at slæbe dens navn gennem skarnet i retssager om assurancesvig, forsterfordrivelse og hustrumord. Den vanære, der med disse sager overgik navnet, red ham i mange år som en mare, og han var ved flere lejlighedere inde på alvorlige overvejelser om at søge navneforandring for sig og sine, ikke mindst når folk af ren og pirrende nysgerrighed spurgte om, han var "i Familie med Præsten", men i virkeligheden mente "Lægen", eller rettere "Forbryderen", eller når aviserne ved at annoncere en eller anden tilfældig jordemoders utilladelige transaktioner under overskriften " Ny Nordentoft-Affære" i en årrække næsten syntes at ville gøre navnet enstydigt med en fosterfordriver.
Han endte imidlertid med at tage denne pinlige sag med dens forskellige udløbere som en højere tilskikkelse, nøjedes med at henstille til de lokale blade at undlade anvendelsen af den taktløse overskrift og sagde resigneret: "Det er unyttigt at stampe imod Brodden. Ulykken har ramt Familien Thomsen, en anden Gang rammer den maaske os. Ingen kan staa inde for andre eller vide, hvad Fremtiden maatte bringe, lad os derfor ikke være store paa det, men tage det skete som et Fingerpeg fra oven".

Nordentoft Brevbog:
Fuglsang d. 11/2 1921.
Jeg er baade glad og forfærdet over i Dag at have fundet denne Bog; hvornaar den er kommet til Huse, ved jeg ikke men den maa være kommet paa vort Loft med en Del gamle Papirer, som Fridlev har stort Oplag af deroppe, og saa har Ruth og Nøjsomheds Børn fundet den, og jeg haaber, at Glæden over dens Fremkomst vil være mere overvejende end Ingers ret-færdige Harme. Jeg har aldrig læst mere end 1ste Omgang, og da var jeg ikke rask; men jeg har med stor Interesse læst 2den og 3die Omgang, læst det højt for Ruth og Fridlev, som har hørt til med megen Interesse. - Det Aar der nu kommer bliver et Aar rigt paa Sorg og Glæde, for mig begyndte det jo ret bedrøveligt da jeg d. 3die faldt i Kælderen i Mørke og slog mig slemt, saa jeg ikke kunde finde Hvile i Sengen de 10 Dage jeg maatte ligge, men jeg maatte dog hver Dag takke Gud at jeg ikke blev Krøbling eller slog mig ihjel, det er fuldstændigt ubegribeligt at jeg intet brækkede ved at falde 4 Alen ned paa Stengulv; nu kan jeg dog færdes i mit Hus og udrette et Arbejde. -
Ruth er glad ved at gaa i Latinskolen, hun gaar to Dage om Ugen til Præst hos Dr. Østrup og er ogsaa glad ved det, men det er rigtignok et stort Savn, at de aldrig synge en Salme; fordi han ikke selv kan synge, kunde han dog godt lade de store Pigebørn selv synge, og de kan i det Sacristie i Frue Kirke, hvor de sidde høre Provst Larsen, der sidder i et Sacristie i den anden Ende af Kirken, synge med sine Konfirmander, kan man dog forstaa, at de ikke mødes i Kirken med alle Børnne og synge sammen først. Fridlev er saa ked deraf, at havde vi vidst det, havde vi betænkt os paa at lade hende gaa hos Østrup. I Skolen har hun heller ikke sunget længe, og har ikke videre Lyst dertil her hjemme, ogf hun har dog en almindelig sangstemme og et ret godt Øre. -
Sit Klaverspil passer hun derimod med Lyst og Interesse, siden hun er begyndt at faa Undervisning hos Frk. Stabell. - Hendes Konfirmationsdag bliver d. 3die April, og det vil jo gøre det til en end mere alvorlig Dag for os, selv om Afgørelsen endnu ikke er kommet, vi haaber at det at være sammen maa styrke os, og vi beder Eder saa mindelig om at sætte noget ind paa at komme her, og skal vi saa ikke se at samles én Gang hvert Aar, at vi ikke skal komme for langt fra hinanden. Sommerferien er vel nok en mere praktisk Tid ellers.Vi maa mange Gange tænke paa den kærlige gode Aage, der ligger saa syg af Lungebetændelse, Gud give dog, at han maa blive bevaret for os endnu i mange Aar, hans milde, kærlige Sind gør saa godt i vor Familie. Ruth sagde "hvor er det sørgeligt, at han, som er saa munter, er saa syg". - Ella var her i nogle Dage i Julen, medens jeg laa, til min Kokkepige kom hjem fra sin Ferie, jeg syntes, hun var blevet gammel i den Tid, vi ikke har set hende, mærker vel ogsaa først nu Alderen, hun kommer til Konfirmationen, og Henriks Ane ogsaa, Marie Nygaard var desværre bestilt ud et Aar i Forvejen; vi skal slagte en mægtig Gris 3die Paaskedag, saa hvad den legemlige Forplejning angaar, skal I ikke blive skuffede. - Inger Kragh-Jensen vil ogsaa komme en Dag eller to før, hun har været her i Besøg i forrige Uge, det var os en stor Glæde at have hende som i gamle Dage. - Vi har den Glæde gennemgaaende at have flinke Folk, hvad langtfra var Tilfældet i Fjor , det er en uendelig Lettelse, selv om denne fredelige Tilstand vel næppe kan være varig, naar vi først faar de timelønnede Folk paa Arbejde, men vi slipper forhaabentlig for saa langvarige Strejker som i Fjor; jeg tager det som Forvarsel om et frugtbart Aar, at jeg faar saa mange Æg, som aldrig før paa denne Aarstid, og at begge vore snehvide Geder venter sig har Ruth og jeg konstateret med Tilfredshed i Gaar.
Helga