Udtræk fra DDAþs Udvandrerdatabase:
Anne Elisabeth Nordentoft, sygeplejerske, 27 år, til New York 1905 med skib (United States)

Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft, 1940:
Under afsnittet om Jens Nordentoft (far til ovennævnte Johan) på siderne 223-24:
Jens Nordentoft var sønne-søns-søn af Christen Pedersen Nordentoft, hvor Severin og hans søskende er datter-søns-børn af Christen Pedersen Nordentoft.
"Familienavnet var ham et klenodie, som han i sit indre var stolt af at bære. Derfor var det ham også imod at give familien Thomsen, der som tidligere nævnt på mødrene side nedstammede fra hans oldefader, tilladelse til at tage navneforandring til Nordentoft.
Men da pastor Johannes Thomsen kom til ham, vist omkring årsskiftet 1901-02, og meddelre, at broderen Otto, som ansås for erklæret modstander af den ønskede navneforandring, nu havde givet sit samtykke, og da Jens Nordentoft selv på dette tidspunkt følte sig stærkt afhængig af andres hjælp, mente han sig uberettiget til at stå som den sidste modstand overfor en henvendelse fra en repræsentant for en da velanset gren af slægten og gav om end nølende sin billigelse. Desværre havde præsten i meddelelsen om Ottos stilling til sagen glemt at tilføje dennes slutningsbemærkning: "Naar jeg giver Dem mit Samtykke, gør jeg det til en vis Grad roligt, da jeg ved, at min Broder i Haslev siger Nej".
Derimod undlod præsten ikke - ganske uovervejet - at bedyre, at ingen i hans familie ville bringe skam over navnet.
Det ærgrede Jens Nordentoft, at han ikke havde sørget for at få sine søskende til at indtage en fælles og fast, ensartet stilling til spørgsmålet om navneforandringen, inden præsten begyndte ved besøg hos disse at vinde dem enkeltvis for sin sag. Og sin egen noget følelsesbetonede eftergivenhed fortrød han bittert, da lægen Poul Nordentoft nogle år senere lønnede den gamle slægts beredvillighed med at slæbe dens navn gennem skarnet i retssager om assurancesvig, forsterfordrivelse og hustrumord. Den vanære, der med disse sager overgik navnet, red ham i mange år som en mare, og han var ved flere lejlighedere inde på alvorlige overvejelser om at søge navneforandring for sig og sine, ikke mindst når folk af ren og pirrende nysgerrighed spurgte om, han var "i Familie med Præsten", men i virkeligheden mente "Lægen", eller rettere "Forbryderen", eller når aviserne ved at annoncere en eller anden tilfældig jordemoders utilladelige transaktioner under overskriften " Ny Nordentoft-Affære" i en årrække næsten syntes at ville gøre navnet enstydigt med en fosterfordriver.
Han endte imidlertid med at tage denne pinlige sag med dens forskellige udløbere som en højere tilskikkelse, nøjedes med at henstille til de lokale blade at undlade anvendelsen af den taktløse overskrift og sagde resigneret: "Det er unyttigt at stampe imod Brodden. Ulykken har ramt Familien Thomsen, en anden Gang rammer den maaske os. Ingen kan staa inde for andre eller vide, hvad Fremtiden maatte bringe, lad os derfor ikke være store paa det, men tage det skete som et Fingerpeg fra oven".