Kirkebog Vester Vandet - længere nede
Kilde: Sørens slægtstavle og PNT og VCMþs slægtstavle - længere nede
Kilde: G. Krogh-Jensen: Den Thylandske Skudefart. Thisted 1967
Kilde: Knud Aagaard: Beskrivelse over Thye, 1802 - længere nede
Kilde: Torsten Balle til Jens Munck Nordentoft
Folketællinger - længere nede
Kilde: Skuder og skippere i Klitmøller - længere nede
Kilde: Historisk årbog for Thisted amt, 1956 - længere nede

A. Hjort Rasmussen: Skudefart og Limfjordshandel:
I Klitmøller var det i 1700-åren ikke ualmindeligt med 3-4 køer, nogle kvier og kalve, samt op til en snes får. Med det sparsomme jordbrug var heste og vogne ikke nødvendige hos kystbeboerne, men fandt dog anvendelse hos skudehandlerne til transport mellem pakhusene og stranden.

CD:
KB Vester Vandet:
1743, d. 11te Octobr Klochen 9 formiddag fød Anders Nielssøn Povelssøn og Maren Pedersdaatter ved Klitmøller deres Søn Niels, baaret til Daaben d. 13de dito af Kirsten, Berthel Nielssøn Skræders, Fadderne Anders Skræder, Peder Skræder, Stephan Anderssøn, Kirsten Berthelsdaatter og Kirsten Nielsdaatter

1771, d. 5 Dec: Copuleret Niels Andersen og Johanne Povels Datt Brandi begge ved Klittmøller som forhen vare Trolovede d. 14 Nov: ac: Forlover var Niels Pedersen og Christen Brandi af Klittmøller.

1807 dend 15de Febr døde Niels Andersen Møller i sit alders 64 Aar begraved dend 24 ejusd.

Sørens slægtstavle og PNT og VCMþs slægtstavle:

Fødselsdato - Dødsdato - "Af Klitmøller"
Boede i Klitmøller, hvor han ejede skuden "Arken" og havde part i "Niels Johanne". Han havde 7 børn.

Kilde: Lauritz Schmidts Slægtebog: Fødsels- og dødsdato

Knud Aagaard: Beskrivelse over Thye, 1802:
Mærkværdig er den sejlads, som føres fra Thylands vestre og nordre havstrand på Norge. Her trodser den vindskibelige strandbeboer alle naturens forhindringer. Han har her for sig en kyst, som er en skræk for enhver sømand, der nødes at komme den nær, og et så voldsomt hav, som ofte knuser de stærkeste skibe, der kommer på grund, og ofte endog i stille vejr enten efter eller før en stærk storm er så uroligt, at det kan høres 2-3 mil bort. Men disse, som selv bygger deres skuder enten i Norge eller her på stranden, ved at give dem en sådan struktur at de endog i hårdt vejr tør løbe på land uden at tage skade. En hovedegenskab ved disse skibe er elasticitet; til den ende forbiindes de ikke med jern, men med trænagler, især af enebærtræ. Det er almindeligt sagt og troet, at disse skibe er fladbundede, men de er alle køl-byggede, skønt ikke med meget skarp køl. Af sådanne sandskuder er for nærværende tid 12 i Thy; deraf 7 ved Klitmøller i Vester Vandet sogn. Tilforn skulle der have været 13 alene i Klitmøller, hvor der formodentlig kun vil blive 6. Alle disse farer alene på Norge, og det især til den sydvestlige del, til Christianssand og øvrige byer i samme stift. Fra Klitmøller til disse nærmeste steder, regnes at være 18 mil. Enhver af disse sandskuder kan føre omtrent 3-400 tønder byg. Den samlede årlige udførsel fra Thy på disse skuder, udgør noget over 10.000 tdr. At udførslen ikke er større, er fordi hele ladningen aldrig består af korn alene, og med hver skude gøres sjælden mere end 3-4 rejser; thi midt om sommeren ligger de på land. Efterdi her ingen havn er, må skuderne om vinteren, og hver gang de ikke straks vil bort igen, bringes op på det tørre land. Til den ende lader man skuden med en vestlig vind lede ind over sandrevlerne, hvorpå bølgerne selv arbejder den med siden vendt mod søen, op til den tørre havbred. Man forsamler nu 30-40 mennesker, som uden andre midler end tove og stænger bringer den op, endog ret til pakhusene. På samme måde bringer man den igen i søen, hvilket hver gang kan koste 20 rdl. Såsnart skuden er i søen, må den lades samme dag, og straks gå til sejls. På vogne køres godset ud i vandet, hvor det modtages på både og føres til skibet. Til at skibe må vælges stille vejr og østlig eller sydlig vind; men dersom imidlertid vestlig storm rejser sig, så at skibet ikke kan stedes for anker, hænder det undertiden, at man må søge søen og gå bort med halv ladning. Når skibet kommer fra Norge, vover man dog ikke med svær ladning at løbe på land, men man begynder i nogen afstand fra landet at kaste af trælasten ud i vandet, for at lette skibet, hvilken derefter kan samles op på stranden. Tillader vejret det, og har man ladning tilrede, bliver skibet liggende for anker, og man losser, lader og gå bort i en hast.

Folketælling V. Vandet sogn, Klitmøller 1787:
Niels Andersen, mand, 43 år, 1. ægteskab, Eþnrolleret matros
Johanne Poulsdatter, hans kone, 36 år, 1. ægteskab
Maren, deres barn, 8 år

Folketælling, V.Vandet, Klitmøller, 1801:
Niels Andersen, mand, 58 år, 1. ægteskab, jordløs husmand og skibstømmermand
Johanne Powlsdatter, hans kone, 50 år, 1. ægteskab
Powl, 17 år, deres barn
Bodil Kierstine, 14 år, deres barn

Skuder og skippere i Klitmøller:
Niels & Johanne, galease:
Hovedreder:
1798 - 1803 Niels Andersen Møller
Skipper:
1798 - 1803 Anders Nielsen Møller
Skibet solgt til Norge i 1803

Ora et Labora, galease:
Skipper:
1779 - 1788 Niels Andersen Møller

Methea II, sandskude:
Hovedreder:
1803 Niels Andersen Møller

Arken, skonnert:
Hovedreder:
1804 - 1806 Niels Andersen Møller

Historisk årbog for Thisted amt, 1956:
Der kan samles en mosaik af de mange småstykker, man kan finde rundt omkring i kirkebøger, skatteregnskaber, skifteprotokoller og andre mærkelige steder om skudefarten. Det danner dog kun et blegt og ufuldkomment billede af skudernes historie. Man savner de farverige partier, som ville kunne hentes fra skudernes mange rejser over havet, snart i roligt og smukt vejr, snart i blæst og kulde, fra handelen i skiftende tider med bønderne fra Thy, som solgte deres landbrugsprodukter til skudehandleren, og fra forholdet til nordmændene i Sørlandets havne, som købte disse varer og solgte tømmer i stedet for. Måske har skuden tilmed trods sit ofte fromme navn fra tid til anden haft lidt med smuglerier at gøre, for det påstås jo, at skipperne fra nordstranden var ganske flinke også til den slags. Men sådanne oplevelser, der kunne give billedet mere kulør og liv, kan kun i sjældne tilfælde hentes frem af arkiverne. De må i det store og hele overlades til fantasien.
Men et billede danner der sig dog trods alt, og i dette billede træder i alt fald én bestemt linie meget tydeligt og klart frem. Den går som en kraftig rød tråd gennem det hele og kan kaldes slægtens linie. Sandskuderne tilhørte først og fremmest hver en bestemt slægt, der besatte skipperposten, og den gik i arv fra fader til søn i op til fire-fem generationer. Men ikke alene skuden gik i arv, det gjorde også den dybe indlevelse i skudefarten lige fra kunsten at føre en skude i al slags vejr til evnen til at klare skudehandelen i alle dens faser. Skipperen skulle jo nemlig ikke blot føre sit skib, han måtte også kunne forestå køb og salg af de varer, det fragtede, et mangesidet og krævende hverv.
De øvrige skudepartsejere var almindeligvis bipersoner, som fik deres udbytte i forhold til den skudepart, de ejede.
De sidste af de rigtige gamle sandskuder synes at være forsvundet i tiden omkring 1800 og med dem også benævnelsen sandskude.
Efter år 1800 kom der på grund af krigene først nogle onde og drøje år, hvor skudefarten led svære tab, men også havde stolte oplevelser.
Derefter blomstrede den op endnu engang og fik en ny glansperiode. Men så blev Aggertangen gennembrudt, og o. 1850 var skudefartens store eventyr for bestandig forbi.