Kilde: Historisk Aarbog for Thisted amt, 1911, si. 101 - længere nede
Kilde: PNT og VCMþs slægtstavle - under "Peder Nielsen Skinderup"
Kilde: Danmarks Kirker, Thisted amt, Vester Vandet kirke - længere nede
Kilde: Historisk Aarbog for Thisted amt, 1954, si 200-218 - længere nede
Kilde: Nygaards kasser - længere nede
Kilde: Sørens Slægtstavle
Kilde: Kirkebog Vester Vandet - længere nede
Kilde: Lauritz Schmidts Slægtebog udgivet af Krarup i 1926: Fra Klitmøller, fødsel og død
Kilde: Folketælling - længere nede
Kilde: Skuder og skippere i Klitmøller - længere nede
Kilde: Historisk årbog for Thisted amt, 1956 - længere nede Powel Christenssøn Brandi A. Hjort Rasmussen: Skudefart og Limfjordshandel:
I Klitmøller var det i 1700-åren ikke ualmindeligt med 3-4 køer, nogle kvier og kalve, samt op til en snes får. Med det sparsomme jordbrug var heste og vogne ikke nødvendige hos kystbeboerne, men fandt dog anvendelse hos skudehandlerne til transport mellem pakhusene og stranden.
Historisk Aarbog for Thisted amt, 1911, si. 101:
Severin Christensen, Skjoldborg: Om de gamle degne:
1728: I Klitmøller by, hvor folkene nærer sig ved sejlads og fiskeri, holdes nu gemenlig nu 1, nu 2 eller flere skolemestre til ungdommen, og det ofte det hele år igennm, nu i det, nu i det andet hus. PNT og VCMþs slægtstavle:
Fødselssted og -dato, dødssted og -dato
Han havde 7 børn I 1754 skænkede skudeejerne i Klitmøller et kæmpestort standur til Vester Vandet kirke. Det både står og går i kirken den dag i dag. Vester Vandet var sognekirke for Klitmøller, først 1872, længe efter skudefartens ophør blev annekskirken i Klitmøller bygget. På dette ur findes et billede af en sandskude, måske i en lidt pyntet version. Danmarks kirker, Thisted amt, bind I, Vester Vandet kirke, si. 279: Ur fra 1754, med snedkereret kasse, af almindelig standertype, men o. 4,00 m højt. Døren til lodderne har forkrøppet rammeværk, glasdøren foran skiven er foroven rundbuet, og kassen krones af en tagagtig overbygning med drejede småspir. På den hvidmalede skive ses et tomastet skib og urmagernavnet: "Anders Christensen Heede 1754". Kassen er blåmalet med brogede dekorationer, småblomster og hvid skriveskrift; over døren et tomastet skib, "Concordia" og herunder: "Giv Lykke i tide Naar Klokken slaaer, at Skibet maa glide og Lykkelig gaae". I frisefeltet på en dannebrogsfane: " Til Guds Ære og Menighedens Anvendelse bekosted af de Vel Fornemme Schippere og Schude Eiere ved Klitmøller og her i Sognet Anno 1754".
Uret, der ifølge synsprotokollen 1862 stod ved den søndre side af kordøren, men siden 1895 har haft plads på skibets nordvæg, blev opmalet 1849 (Kaldsbog).
Ved siden af uret hænger en tavle, hvis firkantfelt har profilerede, vandrette led, pilastre, udsavede vinger og topstykke; i dette sidste læses med hvid skriveskrift:
"Wiisere Til Wercket";
i det egentlige skriftfelt er hvid kursiv:
"Til u-forglemmelig Æreminde For de velfornem(m)e og Goddædige Schipþre og Schuse-Eiere, Som Haver bekostet og givet den her hos staaende uhr-verch til Guds Ære og Meenighedens tieneste, er denne Tavle opsat, og deres Navne derpaa tegnede som Følger:
1) Schipper Peder Ienssøn Broe, Rhedere seigþr Oluf Povelsøn Drasbech, Anders Ienssøn Broe og Christen Olufsøn ved Broe.
2) Schipþr velbemelte Christen Olufsøn Drasbech og Rhedþr Povel Olufsøn.
3) Schipþr Peder Andersøn Kold, alleene.
4) Schipþr Christen Christensøn Drasbech og Rhedþr Christen Andessøn.
5) Schipþr Christen Anderssøn Møll., Rhedþr Anders Christ. Møll. og Iens Frost
6) Schipþr Christen Brandi, den yngre, Rhedþr Anders Mortensøn Frost velbemþte Anders Møll. og Peder Christenssøn Brandi
7) Schipþr Povel Brandi, Rhedþr Niels Schindrup, Christ. Pederssøn Broe og Peder Krog.
8) Schipþr velbemþte Peder Krog; Rhed'r Peder Fuglsang, velbemþte Anders Frost, Christen Christenssøn Krog.
9) Schipþr Morten Anderssøn Søe, Rhedþr Anders Pederssøn Søe, Christen Christenssøn Bloch, Peder And. Søe. Glemmer icke at giøre vel og Meddeele, thi saadanne Offere behage Gud vel Eb.13,16".
Blåmalet, som uret, med røde linier langs listerne og en del marmorering. Ophængt på skibets nordvæg ved siden af uret.
Historisk Aarbog for Thisted amt, 1954, si. 200-218:
Uret i Vester Vandet kirke - i anledning af 200-året for dets opstilling:
Fra tidernes morgen har der på en mærkelig måde været sat skel mellem Klitmøller og den øvrige del af Vester Vandet sogn.Skellet eksisterede rent geografisk gennem de store, øde strækninger, man måtte passere for at nå ud til Klitmøller. Det befæstedes gennem skudehandelen, der gennem århundreder var mølboernes (Klitmølboernes) hovederhverv og tillige deres lykke og stolthed, medens den øvrige del af sognet praktisk talt var uden tilknytning dertil og havde lige så lidt forstand på skudefart, som mølboerne havde på landbrug. Og selv kirken anbragte mølboerne for sig selv - deres pladser var på pulpituret i den nordre side af kirken - i livet inde i kirken, i døden udenfor - hvor deres gravsteder var på den del af kirkegården, der ligger nord for kirken.
Men gennem den store og smukke gave viste mølboerne alligevel deres samhørighed med det sogn, de tilhørte. Derefter følger en gennemgang af uret og af giverne.
Tilbage står nu det spørgsmål: Hvorfo ønskede disse skudeejere at skænke kirken dette prægtige ur ? |
|
Vi kender ikke deres motiver, men der er intet, der tyder på, at der i årene forud for 1754 er indtruffet særlige begivenheder i forbindelse med skudefarten, hverken gode eller onde, som kunne begrunde en sådan kollektiv gave til kirken. Så vidt man kan skønne, har det været rolige og gode år for skudefarten, og det er måske netop det, skudeejerne har villet sige tak for. Meget tyder på, at uret står her som et stærkt og oprigtigt udtryk for taknemlighed, og tankegangen synes at have været denne, at når det går én godt, skal man ikke blot være taknemlig for det, man skal også give udtryk for denne taknemlighed.
Herom må disse skudeejere have været enige og er sikkert blevet stærkt støttet af deres hustruer, som vi ikke skal glemme ved denne lejlighed. Der er givet et udtryk for denne opfattelse gennem det skriftsted, der er citeret nederst på tavlen med givernes navne, hvor der står:
"Glemmer icke at gjøre vel og Meddeele, thi saadanne Offere behage Gud vel".
Med gaven til kirken blev skudeejernes tak en tak til Gud, og til denne tak føjedes en bøn, - en bøn, der måske udtrykte, der lå giverne allermest på sinde. Disse søens folk levede i evig angst for morgendagen. Ingen vidste, hvilke ulykker den kunne bringe. Derfor formede giverne en rørende, næsten barnlig bøn, som de lod uret frembære her i kirken. Den læses på urets forside under skibet "Concordia" og lyder sådan:
"Giv Lykke i tide. Naar Klokken slaae,
At Skibet maa glide og Lykkelig gaae".Nygaards kasser:
Poul Kristensen Brandi, skipper i Vester Vandet:
Den 8/5 1773 fik han og hustru Karen Pedersdatter kgl. bevilling på, at den længstlevende måtte sidde i uskiftet bo i enlig stand med fælles umyndige børn og omsider skifte med samfrænder.
(Jy.Reg. 41.38 nr. 85 Poul Kristensen Brandi: 1764 i Klitmøller
(Dueholm m.fl. amters skifteprotokol 254)
CD:
KB: Vester Vandet:
1721 d: 24. April om natten fød Christen Christens. Brandi og Mette Pedersdatter ved Klitmøller Deris Søn Poul, Baaret til Daaben d: 27. dito af Karen Christen Møllers. Faddere vare Anders Nielsen, Peder Christens. Brandi tienendis til h. Poul Olesens Enke, Ole Christens. Brandi, Kirsten Bertel Nielsens, og Ane Andersd. i Skaartørvekier, alle ved Klitmøller, og gich Moderen i Kirche 6 ug efter.
1748 d. 24de Julii trolovede Povel Christenssøn Brandi og Karen Pedersdaatter Schindrup ved Klitmøller; Forlovere vare Niels Nielssøn Skindrup og Christen Anderssøn Møll ibidem. Viede d. 12te Septembr. 1791 d. 14 [4-tallet kan næsten ikke ses !!!] October døde Povel Brandi i sit Alders 71 Aar, begraved d. 21de.
Folketælling V. Vandet sogn, Klitmøller, 1787:
Hos Peder Christensen, 32 år, 1. ægteskab, E`nrolleret matros
og Karen Marie, hans kone, 26 år, 1. ægteskab
Bor Powl Brandi, hendes far, 67 år, 1. ægteskab
og Karen Pedersdatter, hendes mor, 70 år, 1. ægteskab
Skuder og skippere i Klitmøller:
Sct. Jacob, sandskude:
Ejer:
1755 Poul Christensen Brandi
Hovedreder:
1752 - 1781 Poul Christensen Brandi
1799 skuden solgt til Thorup Strand
Historisk årbog for Thisted amt, 1956:
Der kan samles en mosaik af de mange småstykker, man kan finde rundt omkring i kirkebøger, skatteregnskaber, skifteprotokoller og andre mærkelige steder om skudefarten. Det danner dog kun et blegt og ufuldkomment billede af skudernes historie. Man savner de farverige partier, som ville kunne hentes fra skudernes mange rejser over havet, snart i roligt og smukt vejr, snart i blæst og kulde, fra handelen i skiftende tider med bønderne fra Thy, som solgte deres landbrugsprodukter til skudehandleren, og fra forholdet til nordmændene i Sørlandets havne, som købte disse varer og solgte tømmer i stedet for. Måske har skuden tilmed trods sit ofte fromme navn fra tid til anden haft lidt med smuglerier at gøre, for det påstås jo, at skipperne fra nordstranden var ganske flinke også til den slags. Men sådanne oplevelser, der kunne give billedet mere kulør og liv, kan kun i sjældne tilfælde hentes frem af arkiverne. De må i det store og hele overlades til fantasien.
Men et billede danner der sig dog trods alt, og i dette billede træder i alt fald én bestemt linie meget tydeligt og klart frem. Den går som en kraftig rød tråd gennem det hele og kan kaldes slægtens linie. Sandskuderne tilhørte først og fremmest hver en bestemt slægt, der besatte skipperposten, og den gik i arv fra fader til søn i op til fire-fem generationer. Men ikke alene skuden gik i arv, det gjorde også den dybe indlevelse i skudefarten lige fra kunsten at føre en skude i al slags vejr til evnen til at klare skudehandelen i alle dens faser. Skipperen skulle jo nemlig ikke blot føre sit skib, han måtte også kunne forestå køb og salg af de varer, det fragtede, et mangesidet og krævende hverv.
De øvrige skudepartsejere var almindeligvis bipersoner, som fik deres udbytte i forhold til den skudepart, de ejede.
De sidste af de rigtige gamle sandskuder synes at være forsvundet i tiden omkring 1800 og med dem også benævnelsen sandskude.
Efter år 1800 kom der på grund af krigene først nogle onde og drøje år, hvor skudefarten led svære tab, men også havde stolte oplevelser.
Derefter blomstrede den op endnu engang og fik en ny glansperiode. Men så blev Aggertangen gennembrudt, og o. 1850 var skudefartens store eventyr for bestandig forbi.
|
Poul Christensen Brandi 
Karen P Schindrup
