Kilde: PNT og VCMþs slægtstavle - længere nede
Kilde: Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft: Christen Christensen - længere nede
Kilde: Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft: Indledning: Bøndernes levevis - længere nede Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft - er samlet i et plastik-omslag, og står blandt slægtsbøgerne PNT og VCMþs slægtstavle Fik 1614 gaard i fæste i Hinding i Nors sogn (gaarden ejedes af Hans, senere Jørgen Lykke til Søgaard, betegnedes 1657 som en halvgaard) 1625 overtog han et hus og året efter et boel.
Blev ved enkelte lejligheder udtaget blandt de 8 "trofaste Dannemænd", der udtoges i Nors og omliggende sogne til at syne ødegårde etc.
Vi kan slutte heraf, at han i gammel dansk lovs forstand må have vært en retskaffen og troværdig mand.
Han levede endnu i 1657, men er sandsynligvis død kort efter og inden 1661. Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft: Christen Nordentoft:
Christen Christensen:
Christen må være født ca. 1590. 1614 fik han gård i fæste i Hinding i Nors sogn. Gården ejedes af herren til Søgaard, først af Hans senere Jørgen Lykke; den betegnedes i 1657 som en halvgård.
1625 overtog han ved siden af sin gård et hus i Hinding, som hørte under Thisted Bispegaards gods, og som før havde været beboet af Christen Jespersen: og året efter overtog han yderligere samme sted et boel, som Christen Yde forhen havde til brug.
I ekstraskatter svarede han gennem næsten hele sin levetid årlig alt efter skattens art 1 aþ2 rdl eller nu og da en mindre naturalieafgift på u skp. rug og 1 skp. byg. Af bispegodsets hus betalte han 4 skilling i skat.
Ved enkelte lejligheder var han mellem de 8 "trofaste Dannemænd", der udtoges i Nors og omliggende sogne for at syne øde gårde eller skønne om bønders manglende skatteevne. Således ses han i 1632 tillige med de øvrige udmeldte mænd ved tingsvidne at erklære 10 gårdmænd, inderster og boelsmænd i Nors for at være så forarmede, at de ikke kan "formaa at udgive Kgl. Majestæts Pengeskat i dette Aar."
I 1637 erklærede han efter syn og skøn Niels Nielsens og Jens Jensens gårde i Nors for øde, og i 1638 mente han det samme om Christen Nielsens gård.
Af disse få oplysninger kan vi imidlertid slutte, at han i gammel dansk lovs forstand må have været en retskaffen og troværdig mand.
Han levede endnu 1657, men er sandsynligvis gået bort kort herefter og inden 1661.
Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft:
Bøndernes levevis - det 18. århundrede:
Kaffe og the drak bønderne overmåde sjældent, selv ved bryllupper og andre gæstebud kun undtagelsesvis. Der blev også drukket mindre brændevin end før i tiden; øl derimod var ved alle lejligheder deres livdrik.
Gæstfriheden var en dyd, som enhver satte høj pris på. At modtage fremmede vel ansås for en pligt, der iagttoges også af dem, som kun havde liden smag for selskabelighed. Med hvor god vilje thyboerne gjorde deres gæster til gode, ses ved deres gilder. De ønskede selv ved slig lejlighed at have talrige gæster, som fik "saa god og veltillavet Mad, at man næppe formoder en saadan Beværtning hos Bønder. Ringere end 6 Retter Mad gives da sjældent, og hvad de især fortjener at agtes for, er det anstændige og sædelige Forhold, som derved iagttages. Den som ved saadan Lejlighed ved Usædelighed forstyrrede den gode Orden, vil paadrage sig bestandig Haan.
Hvor bekosteligt et saadant Bryllup end kan være, saa er det dog ikke ødelæggende for den, som gør det, da enhver Familie, som møder, giver Sending af Høns, Æg, Smør o.d.l. overflødigere end kan fortæres. Enhver giver desuden i Brudeskænk 1 rdl. eller en Krone. Ved saadanne Lejligheder har vel Kortspil trængt sig ind i Thyboernes Selskaber; men at samle sig i Kroer for at spille og drikke nedlader Thyboerne sig ikke til."
Der gaves næppe noget sted, hvor bonden i almindelighed levede bedre end i Thy. God mad og stærkt øl bestræbte alle endog den fattigste sig for altid at have på sit bord. Til sin egen husholdning tog bonden derfor også det bedste korn til brød, gryn og malt; i anden række kom det, han solgte til andre.
Man hørte langt sjældnere tjenestefolkene spørge, hvor stor lønnen er, end hvordan er føden. At man var vant til så god kost, var bl.a. en af årsagerne til, at langt færre karle og piger forlod Thy end de andre jyske egne. Kun få rejste til Norge og Sjælland; til København tog næsten ingen. Thyboerne troede, at man alle andre steder levede usselt. Godt fedt kød, især fårekød, flæsk, ål, tørrede, saltede og undertiden ferske fisk ansås for nødvendige artikler i enhver bondegård.
I høstens tid spiste bonden 6 til 7 gange om dagen. Først smørrebrød til frokost, hvorefter der medtoges nogle kauringer eller rugtvebakker, som spistes i marken; derpå spistes til davre spegesild eller hellere spegeål, og dertil blev drukket varmt øl og mælk; efter at middagsmaden var spist og dertil drukket gammelt øl, spistes endnu straks efter middagssøvnen noget mælk og brød; til mellemmad hørte smørrebrød med gammelt øl og til nætter grød med sur mælk.
Nogle gav et glas brændevin til frokost, uden at det dog i almindelighed blev anset for nødvendigt; men det, man nødvendigvis måtte være forsynet med i høsten, var og blev gammelt øl.
Hvad husflid angår, var bonden flink på flere områder. Således havde han megen færdighed i at sno reb, hvoraf han behøvede en del, da alle kreaturerne, endog den store fåremængde, holdtes i tøjr. Råmaterialet hertil bestod enten af hamp eller gamle tove.
Når skibe strandede på kysten, købte bønderne gerne de ituhugne ankertove, ofte dyrt, opløste dem i deres enkelte tråde eller tatter, tilspidsede enderne, lagde dem over hinanden og sammenføjede stykkerne ved snoning med håndtenen. Når tatterne var samlet og vundne i nøgler, samledes de ved en vinde i en tredobbelt tråd. 3 tredobbelte tråde snoedes derefter sammen til et reb - et heste- eller kotøjr - der altid var stærkere end de reb, der kunne købes hos rebslagerne.
Vinteraftener spandt man tråd af hamp, der derefter snoedes til reb, en beskæftigelse der for de gamle og sygelige var "et lige saa mageligt som nyttigt og behageligt Tidsfordriv."
Også af heste- og svinehår såvel som af rævlinge- og de tynde vidieris spandt eller snoede man brugeligt tøjr.
At sno halmsimer hørte til bondens sædvanlige vinterarbejde. Simer havde man altid brug for til tækning, sammenbinding af korn-neg til knipper og til fåretøjr o.l. for at spare på rebene.
I modsætning til mange andre egnes bønder brugte bonden i Thy huden af døde heste. Han garvede huden, skar den i strimler og snoede den til skagler. Af en hud fik han 4 stykker eller skagler til et par heste.
Til hestene brugte han altid stavtøj. Stavtræet måtte han købe, da han var fattig på træ, men puderne flettede han selv af en slags siv.
Ligeledes kunne han flette bikuber af flækkede pilekviste, men som tømrer eller snedker havde han almindeligvis kun ringe færdighed, og han indlod sig så godt som aldrig på at binde hoser.
Også kvindernes husflid fortjener at omtales. Rok og væv var deres kæreste tidsfordriv. Da der rådedes over megen uld, fremstillede de en del vadmel og forskellige tøjer både til eget brug og til salg. De vævede også hørlærred og forstod at farve alt hjemmelavet tøj ofte endog med farve, som de selv havde fremstillet af stedlige planter. Til blegning og til vask i almindelighed brugte de aske af ærtehalm i stedet for bøgeaske.
Bøndernes klædedragt var simpel og for det meste gjort med egne hænder. Bondens kjole var af mørkeblåt vadmel; på rejser havde han derover en lærreds- eller sejldugskittel. Enhver havde sin sorte dragt, som brugtes ved særlige højtidelige lejligheder i glæde eller i sorg. til ringere grad af sorg brugtes af begge køn mørkeblåt vadmel.
På hovedet bar kvindene, i stedet for korsklæde, til daglig et broget tørklæde, bundet ovenpå huen omkring hovedet og til højtidsfærd en pandepude eller smæk af sort fløjl på en hånds bredde med sorte kniplinger om, ligeledes bundet for panden ovenpå huen. Så snart de var udenfor huset, og også ofte i stuen, bar de et tørklæde for hagen og munden bundet oven på hovedet, en foranstaltning som " vel i stærk Kulde kan være nyttig, men misbrugtes dem selv til liden Sir, da derved ikkun Øjne og Næse bliver til Syne".
Bønderne gik med fodløse strømper i træsko, undtagen i den aller strengeste frost, hvor de da bar helstrømper. Om sommeren kastede de ofte træskoene og gik barfodede for "at være desto lettere til længere Vandringer".
Med vejledning i boglig lærdom har det været så som så.
I 1662 fandtes ganske vist i Nors et lille skolehus "paa Kirkens Fortog" på det "belejligste Sted i Sognet", men med lærerkræfterne var det op og ned. 1720 kom Gefrejter Christen Nors ved Dronningens Livregiment til sin fødeby og slog sig ned som skoleholder efter i 21 år at have været i Hans Majestæts tjeneste.
Da han imidlertid kun virkede i skolen om vinteren fra jul til påske og kun kunne " skrive nogenledes", har semesteret på dette stedlige universitet næppe givet megen valuta for de 2 skilling pr. barn, der betaltes ham om ugen for at øse af videnskabens kilder. Et held at han var "en god Regnemester", så har han sandsynligvis ikke haft større vanskelighed ved at beregne sin indtægt som skoleholder.
For sognebørnenes videre åndelige udvikling sørgede degn og præst. Omkring 1740 katekiserede degnen Lars Hundborg i byen om aftenen "med megen Flid". Men det har åbenbart ikke frugtet overvættes, thi biskop Brodersen betegner nævnte år menigheden som værende kun "maadelig undervist".Ved næste bispevisitats var resultatet bedre, thi "da svarede Ungdommen helt vel for sig", og i 1754 var der overhovedet ingen anledning til klage. Sognepræsten, Hans Christian Begtrup (1733-59), der var "en aarvaagen Vogter paa Zions hellige Bjærg" og for til sogns med fire heste for, da han var "saa ualmindelig svær og der i Tved fandtes dybe Moradser", synes således at have haft en heldigere hånd end degnen, og dog - ved visitatsen i 1757 var han så uheldig "at have saare faa Tilhørere baade af unge og gamle, fordi det just var Markedsdag i Thisted. De, som var til Stede, vidste noget af deres Christendom, men der blev foregivet, at de bedste var borte". Om vore da levende slægtninge har været i kirke eller til marked, ja, derom tier kilderne.
Menighedens medlemmer var iøvrigt efter præstens mening "skikkelige og lod sig gerne rette ved sagtmodig og kærlig Undervisning"; de var tilmed "andægtige og lydige mod Guds Ord - mestendels da". |
|
Helt for døve øren kan han nu ikke have prædiket, thi i hans tid skete der en stor forandring med helligdagsarbejdet, som 1762 siges at være helt ophørt.
Interessant var det at vide, i hvor stor udstrækning det 17. århundredes krige har berørt slægten. Men der vides intet om dens forhold, da fjenden i "Kejserkrigen" og de følgende svenskekrige trængte op i Thy over Aggertangen. Man kan kun gætte på, at enkelte medlemmer har været i landeværnet og deltaget i dettes forsøg på at spærre tangen med skanser i 1657 og muligvis har været til stede, da thyboerne den 3. okt. samme år i kampen ved Nabe, en lille by ved Agger, som havet forlængst har opslugt, bukkede under i en ulige kamp med svenskekongens krigsvante folk.
At de har lidt både under den svenske besættelse af landsdelen og efter krigene, hvor dyrtid trykkede både by og land, kan næppe betvivles, selv om 1 td. byg kunne sælges i Thisted for 20 aþ21 mark dansk.
Markens produkter, fedevarer og andre frembringelser solgte bønderne fortrinsvis til de såkaldte, langs Vesterhavskysten boende, skudehandlere. Til købmændene i Thisted solgte de i det 18. århundrede lidet eller intet, da byen dengang kun havde få muligheder. Aggertangen og sandgrunde ved Løgstør spærrede nemlig for skibsfart i større stil, indsnævrede købmændenes afsætningsområde og mindskede derved deres betalingsevne. Over Vesterhavet kunne skudehandlerne derimod efter en forholdsvis kort sejlads komme ind på et godt marked i Sydnorge og sælge næsten alle de produkter, som bønderne kunne frembringe, og medtage tilbage flere af de varer, som disse havde brug for. Og samtidig slap bonden for at betale den forhadte portkonsumtion. Det faldt derfor ganske naturligt, at bonden i Thy hellere søgte til havet end til købstaden, og at folk i Nors helst vendte sig til Klitmøller, skudehandelens hovedsæde.
I økonomisk henseende blev de to parter i tidens løb stærkt afhængige af hinanden, og familiebånd bandt dem ofte snævert sammen. Da dette var tilfældet i slægten Nordentoft, og to medlemmer af denne var skudehandlere, vil det være rigtigt ogsa her at kaste et lille blik også på skudehandleren for at få et indtryk af baggrunden for hans liv og virke, særlig i Klitmøller.
Skudehandlerens hjemsted var Vendsyssel og Thy. Her drev han sin særegne land- og søhandel, hvis oprindelse må søges før enevældens indførelse. Beboerne i Klitmøller og Hansted fik således i 1666 kongelig bevilling til "at vedblive med den Trafik, de fra Arildstid har drevet med at sejle til Norge med en Smule Korn og Mel for at tjene lidt, naar Fiskeriet slog fejl".
Denne ret bevaredes samtidig med, at regeringen gennem tiderne tilstod de beboere, der drev skudehandel, visse yderligere privilegier, hvorom flere toldanordninger vidner. Deres ret til udførsel udvidedes og de fritoges for at være "eksaminerede, eller at holde Dug og Disk i en Købstad, naar de kun i Stedet for Konsumtionsafgift" betalte den årlige skudeskat, som var 10u mark kurant pr. læst ( 1 læst var ca. 2 register-tons). De var "og befriede for at bevise ved Magistrats Attest, at de er Ejere af deres Ladninger. Og ikkun i Nødstilfælde skal de udskrives til orlog". (Aagaard).
Skudehandlerne var, som Danske Atlas siger 1769, "formuende Folk efterdi de ernærer sig baade som Borgere og Bønder", og selvom de gik i træsko og talte bondemål, så regnedes de dog til "honette" personer, der tituleredes Sr. og Monsr.(Klitgaard, Jyske Samlinger 1933, si. 392). Skudehandleren var i virkeligheden også Vestkystens matador, hos hvem både præst og propritær søgte kredit. Han holdt sig - nu og da ved hjælp af en "liden Diskretion" - gode venner med toldvæsen og andre autoriteter, som til gengæld ikke så for strengt på smugleri eller lidt ulovlig handel med strandingsgods.
Som før nævnt var Klitmøller hovedsædet for skudehandelen i Thy. Når netop dette lille leje, der havde navn efter 3 vandmøller, drevet af åen, der afvander Vester Vandet sø, var blevet det udvalgte mellem flere andre lejer, skyldes det bl.a., at sejlforholdene her var noget bedre end så mange andre steder langs Jyllands vestkyst .
Den lige mod nord løbende Ørhage dannede sammen med kysten en lille bugt, der åbnede sig ud mod nordvest, og i hvilken der var noget læ for sydlig og sydvestlig vind. Der var kun to revler. Af disse tog den yderste, der kun lå ca. 125 m fra Ørhages vestspids og havde ca. 1,5 m vand, søens hårdeste bråd under vestlig storm. Mellem yderste og inderste revle, der lå ganske nær land, fandtes dybt vand.
Selve lejet talte i slutningen af det 18. århundrede 77 huse, som lå spredt i klitterne. Dets ca. 600 beboere fandt så godt som alle deres udkomme ved eller af skudehandelen og betegnedes som " tildels velhavende Folk", der som provst C. Diørup siger, takket være den større omgang med fremmede, hvortil handel og søfart førte dem, var mere dannede og oplyste end thyboerne i almindelighed og var i virkeligheden " Kærnen af Thisted Amts Befolkning". Som et ejendommeligt træk hos dem anfører han, at enhver mand havde sin paraply, som han til stads bar under armen vinter og sommer, i regn som i solskin.
Ved deres huse havde de små tofter, "hvis Jordbund de ved Gødning saaledes har forbedret, at de kan avle noget Hø og lidet Korn, endskønt Jordbunden til det sidste er vel sid og vaad. Kun af een Mand holdes et Par Heste, men enhver har gerne et Par Køer."
I lejet fandtes ikke som nu en kirke, men kirkegængerne måtte søge den godt 5 km fraliggende sognekirke i Vester Vandet.
I begyndelsen af det 18. århundrede holdt befolkningen 1 aþ2 skolemestre, som underviste børnene snart i et hjem snart i et andet. Senere fik man fast skolestue og i 1831 en ny skole. Aar 1800 var Anders Frost Brandi skoleholder. Han var ikke seminarist men en duelig mand, der årlig underviste over 20 børn. Han afløstes af Mads Bolesen Brandi.
I klitten lige ved stranden lå skudehandlernes pakhuse, hvoraf de fleste var af træ, de færreste af sten. De inddeltes indvendig i fag ved løse skillerum, som sattes, når forårsleveringen tog sin begyndelse. Enkelte af dem var forsynet med en stor vægt.
De både, skudehandlerne benyttede, og som enten var byggede i Norge eller på stedet, havde en sådan form, at de let kunne flyde på lavt vand, ikke synke ned i sandet og en sådan struktur, at de endog i hårdt vejr kunne løbes på land. Som følge heraf var de ret fladbundede, men alle kølbyggede og forsynet med stråkøl (Planke anbragt under kølen til beskyttelse af denne ), elastiske, klinkbyggede og samlede ikke med jern - men med trænagler, især af enebærtræ.
Bådene var så store, at de kunne laste 3-400 td. byg, og kaldtes fra gammel tid sandskuder. Af sådanne skuder skal der 1767 have været 15 ved Klitmøller alene. År 1800 var der 7 ved dette leje, 4 ved Vigsø og 1 ved Stenbjærg.
Omkring år 1815 var der i Klitmøller følgende skudehandlere, som ejede efternævnte både, nemlig:
A.C.Bunk i Skibstedgaard, Slup Den gode Hensigt 4u læst
Christen Hausgaard, Slup Haabet
Christen Pedersen Hausgaard, Slup Fortuna, 7u læst
Knud Christensen Krogh, Brig Peter og Ane, 10 læst
Peder Krogh, Slup Lund, 6 læst
og Jagt Christiane Dorthea, 6 læst
Christen Pedersen Nordentoft, Galease Ora et Labora, 8 læst
Peder Teglbrænder, Slup Fuldmaanen, 5 læstAlle sejlede på Norge, sælig på den sydvestre del af landet, til Christianssand og øvrige byer i samme stift, en sejlads, der på korteste stræk var ca. 18 mil.
Da der ingen havn var, måtte skuderne om vinteren og hver gang, man ikke straks ville bort igen, hales i land. Til den ende lod man den enkelte båd med vestlig vind løbe så langt ind på land som muligt, førte et par indfedtede bjælker ind under bunden og halede og skubbede derefter båden henover disse, indtil bjælkerne ikke rakte længere; så blev et par andre bjælker stukket under og de først brugte slæbtes op for at danne den videre bane og således fortsattes, indtil skuden stod "op paa Brincken" eller lå i klitten tæt ved pakhusene. Til en sådan oplægning brugtes 20-30 mand (Vendsyssels aarbøger 1916)
Søsætningen af bådene skete ved hjælp af et lignende antal folk, som løftede skuden "ned ad bakken" og lod den glide på bjælkerne ud i vandet, et stykke arbejde, som hver gang kostede den pågældende reder 20 rdl.
Medens skibet endnu stod på land kunne lettere varer indlades, men normalt skete al indladning således, at vogne kørte godset udi vandet, hvor det modtoges på "skibningsbåde", der derefter overtog den videre førsel ud til sandskuden. Til skibning måtte vælges forholdsvis stille vejr, østlig eller sydlig vind. Dersom vestlig storm rejste sig, var det ikke ualmindeligt, at man måtte søge søen og gå bort med halv ladning.
Tiden, der medgik til en enkelt skibning, rettede sig naturligvis efter forholdene, varens art, antal rådige folk og selve skibningsmåden, men har almindeligvis taget 4-5-6 timer.
Ønskede skudehandleren ikke selv at påtage sig skibningen, kunne han efter nærmere aftale lade den udføre af Klitmøller Skibningsselskab.
Losning skete på omtrent tilsvarende vis.
Kom skibet trælastet, begyndte man ofte i nogen afstand fra land at kaste tømmeret i vandet og opsamlede det derefter på stranden, når strøm og vind havde ført det ind.
Enhver skudehandler med en smule respekt for sig selv førte en slags dagbog over vind og vejr og havde som mennesker, der er stærkt afhængige af dette, en vis evne til at bedømme dets udvikling og forudsige omslag heri.
At denne handel, som således fandt sted over Klitmøller, var skadelig for Thisted siger sig selv, men for landet var den god, da bonden uden den ikke ville have kunnet finde afsætning på adskillige produkter. Norge kunne heller ikke undvære den, ikke mindst i krigstid, hvor dens opretholdelse kunne være en livsbetingelse for en del af dette kornfattige land. I administrativ henseende har Nors og Vester Vandet sogne, i hvilket sidste Klitmøller lå, altid hørt hjemme under Hillerslev herred, der før enevældens indførelse lå under Ørum len. Efter dennes indførelse lagdes herredet ind under Ørum og Dueholm amt, der fra slutningen af det 18. århundrede kaldtes Thisted amt. |
Christen Christensen 
Ægtefælle ukendt
Thomas C Vestergaard
