Om bondens forhold: Se /114 Kilde: PNT og VCMþs slægtstavle - længere nede
Kilde: Johan Nordentoft: Om Christen Andersen - længere nede
Kilde: Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft, København 1940 - længere nede Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft - er samlet i et plastik-omslag, og står blandt slægtsbøgerne
PNT og VCMþs slægtstavle: "Må være født ca. 1570 i Nors sogn (?), hvor han tog gaard i fæste. Opført i ekstraskattemandtallerne 1606 - 1627
"Antagelig død 1627 eller kort tid efter."
Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft:
Christen Andersen.
Christen må være født ca. 1570 i Nors sogn, hvor han tog gård i fæste. Han ses opført i ekstraskattemandtallerne over Nors sogn i tiden 1606 - 1627 og er antagelig død sidst anførte år eller kort herefter.
Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft:
Indledning:
Slægten Nordentoft er, så langt den kan følges tilbage, dansk uden udenlandsk islæt. Dens hjemsted er Thy, og her ses størstedelen af dens medlemmer at have levet fra Fr. IIþs dage og til det 19. årh.þs slutning.
Ligesom de fleste andre nulevende borgerlige slægter har rod i bondestanden, er også slægten Nordentoft en gammel bondeæt. Dens vugge har stået i Nors sogn, hvor dens ældste kendte medlem i hvert fald gennem 300 år har haft og endnu den dag i dag har direkte mandlige efterkommere på gården Vestergaard
Slægtsnavnet har ændret sig i tidens løb. Fra ca. år 1600 var det sammenfaldende med gårdens navn og er endnu Vestergaard for den gren af slægten, som vedblivende bor på den gamle slægtsgård. Nordentoft er først blevet familienavn, da Peder Lauridsen Vestergaard i 1776 i dåben gav sin yngste søn navnet Christen Norntoft.
Denne navneændring rejser uvilkårligt spørgsmålet om årsagen dertil og muligvis om navnets oprindelse og betydning.
Svaret på spørgsmålets første del kan kun gives, når fantasi og gisninger tages til hjælp, men kommer dog til at hvile på et grundlag, der bærer sandsynlighedens præg. Man står ganske vist endnu på sikker grund, så længe man nøjes med at pastå, at barnets navn er taget efter gården Nordentoft, det da eneste sålydende stednavn indenfor og formentlig også udenfor rigets grænser, men leder man efter grunden til, at just dette navn er valgt, melder usikkerheden sig. Man savner et mellemled, men aner at dette skal søges i en mulig forbindelse mellem drengen og gården. Og en sådan kan også påvises gennem hans mødrene slægt, idet hans mormoders søster, Anna Jensdatter Dige (1702-1771) var gift med den Poul Bertelsen (1705-1762), der ejede gården og kaldtes Povl Nordentoft. I dette ægteskab fødtes 1753 på Nordentoft sønnen Christen Povlsen Nordentoft, der døde 1772 i Sjørind. Det ligger herefter nær at antage, at drengen er opkaldt efter denne tidligt bortkaldte unge mand.
Svaret på spørgsmålets anden del, der hviler på sikrere grund, skal blive givet i det følgende:
Gården Nordentoft var oprindelig en herregård i Sjørind sogn. Det vil føre for vidt at gå ind på enkeltheder i gårdens historie, men nævnes må, at gården senere deltes i to gårde, Søndre (tidligere kaldet Vestre) og Nordre Nordentoft, og at navnet 1375 blev skrevet "Norringtoft", 1418 "Norentoffth", 1485 "Norrinngtofftt", 1573 "Norrindtoft", 1657 "Norindtoft", 1733 ( i lægdsrullen ) "Nordentoft", 1793 "Norntoft", og at den ældste gård, hvoraf murrester ifølge et tingsvidne fra 1676 er fundet, men hvis byggeår skjules i den tidlige middelalders mørke, har ligget nær nuværende Søndre Nordentoft, muligvis på en lille bakkeudløber SSV f. gården.
Samtidig med at søge navnets ældre skrivemåder vil vi foretage en undersøgelse af stedets terrænforhold.
Fra Søndre Nordentoft fører en ca. 5 km lang, smal dal mod syd til Vildsund; gennem dalen løber en å, der afvander egnen helt op til Sjørind. I den nordre ende er dalen bredest, midtvejs findes en snævring, over hvilken nu vejen Nr. Skjoldborg-Vilsund er ført. Dalbundens højde over havet er i sin nordre del 12-17 fod og ved Vilsund 0-1 fod. Sammenholdes dette med, hvad der i almindelighed vides om Thys topografi i svunden tid og med endnu brugte stednavne i og langs dalen som Sundby sø (i 1842 siges søen at være næsten udtørret, men at den forhen var sejlbar og fiskerig (Diørup)), Tagkær, Brydevig og navnesammensætninger med Holm, kan vi fastslå, at der på dette sted har ligget en vig, muligvis Brydevig, hvis øvre del er endt i et nor.
Omgivet af norets vand mod øst og syd, dækket mod vest af mose, kær eller sø må der desuden i oldtiden have ligget et mod nord landfast næs. Stedet var endog særdeles velegnet til en boplads og har alene efter højenes beliggenhed at dømme ogsa været beboet.
Disse kendsgerninger i forbindelse med viden om, at "toft" på vikingetiden ( 800-1000 ) var en åben plads, hvorpå der har stået bygninger, og at stavelsen "Ind" i Norindtoft, der sprogligt set er den rigtigste af navnets ældre kendte former, skal forstås som "ende" (jfr. Sjørring, Sjørind, Sjørendh (1365), Syorænde, Søens ende), er tilstrækkelig til at klarlægge navnets oprindelse og fastslå dets betydning som: Bopladsen ved norets ende.
Til yderligere støtte for resultatet af ovenstående udvikling, skal nævnes, at de ældste andre herregårdes navne på egnen også er knyttet til en ejendommelighed ved de stedlige terrænforhold, f.eks. Ørum (øre), Diernæs (det tykke næs), Sjørind og Søgaard.
Tanken om, at navnet skulle have nogen forbindelse med verdenshjørnet nord, må afvises bl.a. af den grund, at thyboen kalder dette "Nar" og i umindelige tider har kaldet gården "Norentowt".
Om slægtens ældste kendte mennesker vides kun lidet, og deres samhørighed kan ikke eftervises i kirkebøgerne, som for Nors vedkommende ikke går længere tilbage end til 1675, men fremgår ad omveje, gennem omstændelige undersøgelser af sognets mandtaller, matrikler, fæste- og ejendomsforhold sammenholdt med navngivningen i almindelighed og slægtens i særdeleshed.
Kilderne rinder iøvrigt sparsomt. De få opbevarede, skriftlige vidnesbyrd er ret tilfældige og ensidige og sætter os ikke i stand til at tegne billeder af deres personlighed, ja knap nok til at sammentømre en spinkel ramme om deres liv.
Inden vi imidlertid går over til at omtale den enkelte, skal der her gøres et forsøg på i store træk at opridse billedet af baggrunden for deres liv og færden, så at vi dog i det mindste kan få et lidet indblik i de kår og forhold, under hvilke deres liv er henrundet.
|
|
ældste kendte mænd var bønder i Nors. De var som alle deres standsfæller i sognet og iøvrigt som de fleste andre bønder i Thy i Fr. II, Chr. IV og Fr. IIIþs tid fæstebønder og levede, i sammenligning med selvejerbonden, fæstebondens i økonomisk henseende ret trygge liv. Ingen var vornede, så sandt som vornedskabet aldrig har eksisteret i Thy, og om herremands vold og undertrykkelseslyst lyder ingen tale. Da tunge tider i det 18. århundrede ramte landets bondestand, i Thy dog mindre end på Sjælland, havde slægtens da levende egen gård og færdedes som frie mænd; og da enkelte ved siden heraf vedblivende tog gård i fæste, afspejler det mørke billede, der nu og da tegnes af bondens kår i dette århundredes midte, ingenlunde vore dalevende fædres liv.
Hermed være ikke sagt, at livskårene var lyse og lette. Markfællesskab hæmmede fremdrift, jordenes splittede beliggenhed krævede tidsspildende arbejde, og art og avl og antal af høveder var så godt som forud bestemt efter landsbyens skik og brug.
Med arbejdskraft kneb det hyppigt; samme bonde måtte ofte tage flere brug i fæste, og der måtte arbejdes fra tidlig morgen til sildig aften både søgn og hellig. Naturen gjorde ikke arbejdet lettere, thi på den tid, hvor svensken hærgede, og kongens skatter trykkede, føg sandet ind over ager og eng, lagde frugtbar jord øde og jog mangen bonde fra hus og hjem.
I Nors fandtes 1614 38 gårdmænd, 19 boelsmænd og 4 husmænd, 1664 sås 33 gårde, 27 boel og 23 huse, men den følgende menneskealder mindskedes de dyrkede steders område således, at der i 1690 kun taltes 46 beboede gårde og boel.
Umiddelbart før enevældens indførelse var bondejorden på følgende hænder: 6 halvgårde lå under Ørum slot, 5 do tilhørte Jørgen Lykke på sognets herregård, Søgaard, og 4 do ejedes af Vestervig Kloster. Mogens Sehesteds børn havde 4 og Mogens Høeg til Todbøl 3 helgårde. Ingeborg Skeel ejede 1, medens Sorø Kloster, Christen Skeel til Ulstrup og Niels Parsbjerg ejede hver 2 halvgårde; Nors kirke, sognets præst, Aalborg og Viborg Hospital, Johan Adolf i København, Fru Margrethe Vind og Jens Bjerring havde hver 1/4 gård.
Om bøndernes levevis og kår i begyndelsen af det 18. århundrede skriver den daværende sognepræst i Nors, at deres næring er kornavling og agerdyrkning; de har mådelig høbjergning og ildebrand. deres tilstand kan passere nogenledes.
Herefter indtrådte imidlertid en vending til det bedre. Sandflugten hemmedes, 1737 havde sognet 50 gårde, 8 boel og 30 huse, og ved slutningen af det 18. århundrede kunne det siges at være "iblandt de gode og velhavende sogne i Thy".
Hver enkelt gård var, når bortses fra jordens drift i fællesskab med andre bymænd, i modsætning til nu en økonomisk enhed, som selv frembragte hovedparten af de ting, mnan havde brug for som brød, smør, ost,øl, fedevarer, tråd, garn, lærred, vadmel samt visse agerbrugs-, fiske- og køkkenredskaber.
en kornsort, der i slutningen af det 18. århundrede dyrkedes mest, var byg, dernæst havre, mindst rug, hvorfor man ofte så bøndene blande bygmel i brødet. Gule ærter frembragtes der derimod en del af.
Heste holdt bønderne gennemgående i et mindre antal end på Sjælland og i Vendsyssel, men de fodrede dem så meget des bedre og sparede ikke på kornet.
Om forholdene på dette tidspunkt giver pastor Aagaard følgende oplysninger:
At bygge godt var overmåde kostbart i Thy, da man dyrt måtte hente de nødvendige byggematerialer andet steds fra. Og stærke bygninger var nødvendige her, hvor vinden er meget stærk. grundmur var sjælden selv på herregårdene; alt var bindingsværk og træet almindeligvis fyr. Af egetømmer kunne kun fås, hvad det tilførtes fra Norge, eller hvad der bjærgedes fra strandede skibe, og det var dyrt. Selv om landet havde både godt ler til mursten og gode rå kalksten, så manglede dog sten og kalk til husbygning; thi hverken Vestervig teglværk eller de få og små kalkbrænderier, som fandtes, kunne forsyne landet. Ikke des mindre var bøndergårdene gennemgående gode og vel vedligeholdte; enkelte steder boede man endda " ualmindeligt beqvemt og godt."
Gårdene bestod sjældent af fire sammenhængende længer, men hyppigst kun af to lige overfor hinanden liggende huse, hvis ender af hensyn til vinden lå i vest og øst.
Som nævnt var husene af bindingsværk. de nederste tavler i bindingsværket kunne være udfyldt af mursten eller være klinede, de øverste var næsten altid klinede. Alt udvendigt træværk var tjæret. Iøvrigt var huset kalket udvendigt eller beklædt med rør eller, hvad der måske var almindeligst, forsynet med udskud overalt undtagen, hvor døre og vinduer var anbragt. Derved blev ydervæggene ganske vist ofte mindre end 1,3 m høje, men man fik for ringe yderligere bekostning større plads i huset. Hvis laden var høj, indrettedes loen i det ene udskud og agerrummet i det andet. Midt på laden sås hyppigt en port, hvor man kunne køre ind og aflæsse kornet.
Da man ikke dyrkede megen rug og således ikke rådede over rughalm til tækkebrug, brugtes havrehalm og byghalm til tag især på den nordre side af huset, hvor det varede længst. Kunne rør fås, lagdes de lagvis mellem halmen, hvorved man fik stærkere og mere varigt tag.
Først ved slutningen af det 18. århunderede begyndte skorstenene at blive almindelige, før dette tidspunkt havde man klaret sig med røghuller i tagene.
Flere steder i Nors måtte man for at få vand grave eller hugge sig gennem et kalklag på indtil 30-40 m tykkelse. Brønden lå ofte nær stalden, havde et par render, der førte derind, dækkedes med et brøndhus eller skur og havde et hjul, ovre hvilket der løb et reb med 2 spande til ophentning af vandet.
I husene havde de fleste bønder foruden de nødvendige værelser sædvanligvis storstue og to gæsteværelser "anstændigt møbleret".
I dagligstuen eller opholdsstuen fandtes under stuevinduerne en bænk, vinduesbænken, der fortsattes i "overbordendebænken" langs forstuevæggen. Foran bænkene stod bordet med fod og skuffe under bordbladet. Ud mod stuen langs med bordet stod en lang, smal bænk, som kaldtes " æ skammel".
Enhver selv den fattigste husmand havde jernkakkelovn i sin stue. Både under og over denne ovn var der indrettet to skuffer eller kasser, hvori man om vinteren tørred det malt, som forbrugtes hele året. Denne tilsyneladende praktiske foranstaltning havde imidlertid den ubehagelighed, at der opstod os og fugtighed i stuen. Nogle tørrede derfor i bagerovnen eller anskaffede på arnestedet en stor jernplade, hvorunder anbragtes en skuffe, hvori der kunne tørres i det mindste et par skæpper malt ad gangen.
Værelser og husgeråd røbede ofte velstand. Næsten alle bønder havde et strueur og de fleste en håndkværn, hvorpå de malede malt og gryn. Betydelig rigdom fandtes vel kun hos få; men jævne og tålelige kår havde dog de fleste, og de mest formuende fortjente den ros, at de ikke, således som i nogle sydlige egne i Jylland, ødelagde sig selv ved yppighed i klædedragt og levemåde eller forlod " den for bonden så nødvendige jævnhed og simpelhed."Videre om bondens levevis: Se Christen Christensen /3136 |
Christen Andersen 
