Om bondens forhold: Se /114
Kilde: PNT og VCMþs slægtstavle - længere nede
Kilde: Lauritz Schmidts Slægtebog - længere nede
Kilde: Dansk biografisk leksikon, 3. udg.: Nordentoft - længere nede
Kilde: Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft - længere nede

Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft - er samlet i et plastik-omslag, og står blandt slægtsbøgerne

På Landsarkivet i Viborg:
Nørtorp Gods Skifteprotokol 1719 - 1766, fol 102-110 B.
Hillerslev-Hundborg Herreders skøde- og Pantebog 1738 - 1783, fol 60-61, 18

PNT og VCM's slægtsbog:
LAURIDS ANDERSEN VESTERGAARD
Far til Peder Lauritsen Vestergaard
Døbt 21/3 1681 i Nors
8/2 trolovet og 4/4 1714 gift med Karen Sørensdatter
Sandsynligvis død senest 1752
Efter faderens død overtog han Vestergaard. Han var da ugift, men havde hos sig i huset sin søster Anna, der imidlertid var så "meget syg af flod i ansigtet" at hun ikke kunne tjene fremmede. Hun hjalp ham dog så godt hun formåede, uden at de dog tilsammen alene kunne klare gårdens drift. Han måtte som regel holde en tjenestepige og en dreng, hvilket udover udgiften til løn og føde også kostede penge i skat. [Kopskat]

Hans kreaturhold var væsentligt større end faderens, hvilket muligvis står i forbindelse med at gårdens jordtilliggende blev forøget. I økonomisk henseende må han have siddet godt i det, han ejede part i en gård i Vorring og udlånte 1734 98 Rdl til sin sognepræst Hans Christen Begtrup mod en panteobligation.
Blev lægdsmand.
Gården overtoges af sønnen Christen, der på et vist tidspunkt synes at have overtaget den som selveje.

Lauritz Schmidt: Slægtebog:

Laurids Andersen Westergaard (har Anders Thomsens Gaard - [hans faders] ). Viet i Nors 4/4 1714 til Karen Sørensdatter, der blev begr. 21/6 1736, 43 Aar gl.
Sønnen Peder blev døbt 7/6 1729.
Deres børn er iflg. Skifte i Nørtorp Godsskifteprotokol 1736: Anne 19, Anders 16, Maren 14, Kirsten 11, Christen 5, Peder 7, Karen 2 og Mette spæd.

Dansk biografisk leksikon, 3. udg. bd. 10
Nordentoft
Denne slægt Nordentoft stammer fra Thy og føres tilbage til gårdfæster i Nors Vestergaard Thomas Christensen Westergaard (ca. 1610-83), hvis tipoldebarn var skipper og handelsmand i Klitmøller Christen Pedersen Nordentoft (1776-1827). Navnet, der gennem opkald stammer fra en gård i Sjørring sogn, er videreført gennem både mands- og kvindeled, idet nogle af Inger Christensdatter Nordentofts efterkommere 24.4.1901 fik navneforandring til Nordentoft.

Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft:
Laurits Andersen Vestergaard:
Laurits blev døbt den 21/3 1681 og antagelig opkaldt efter en ældre afdød broder. Som faddere havde han Jens Kløv, Christen Døvhald og Maren Thomasdatter, hvilken sidste antagelig var hans faster.
Efter faderen død overtog han Vestergaard. Han var da ugift, men havde hos sig i huset sin søster Anna, der imidlertid var så " meget syg af Flod i Ansigtet ", at hun ej kunne tjene fremmede. Ham hjalp hun dog, så godt hun formåede, uden at de dog derfor alene kunne klare gårdens drift. Han måtte som regel holde en tjenestepige og en dreng, hvilke i følge det til ekstraskatten for 1711 knyttede mandtal over Nors sogn (RA) i 1710-11 hed Maren Nielsdatter og Peder Christensen, og som i løn fra Mikkelsdag til Påske fik henholdsvis 2 rdl 1 mark 8 skilling og 1 rdl.
Da kongen i efteråret 1710 i anledning af den Store Nordiske Krig lod udskrive ekstraskatter bl.a. på tyende, måtte han for tjenestepigen skatte 1 rdl 3u mark og for drengen 4 mark. Med nogen forbavselse erfarede han, at der også krævedes tyendeskat af den syge søster. At han ikke helt kunne slippe, indså han dog snart og tilbød derfor at betale "til den første Termin 8 Skilling" for hendes vedkommende. Slet så billigt slap han dog ikke. Han måtte rykke ud med 3 mark for hende og endda være glad til, at autoriteterne dog havde taget hensyn til hendes særlige stilling og forhold.
Hans underskrift på dette tilbud kan endnu ses i Rigsarkivet i 1 pakke vedrørende ekstraskatten for 1711 for Dueholm, Ørum og Vestervig amter.
Den 8/2 1714 blev han trolovet med Karen Sørensdatter, der sandsynligvis var født 1693 som datter af Søren Vestergaard ( død 1735, 76 år gl.) på Nors Vestergaard og hans hustru Karen Pedersdatter (død 1739, 85 år gl.), og d. 4. april samme år "blev de indviede i Ægteskab" i Nors kirke af pastor Johan Johansen Thorsen.
Muligvis i Laurits Andersens tid blev Vestergaards tilliggende noget øget, uden at det nærmere tidspunkt herfor eller årsagen hertil kendes; men i hvert fald var dens hartkorn under hans efterfølger, i sønnen Christens tid, vurderet til 5 td 3 skp 3 fjdk og 2 album, og dens udsæd var ansat til 30 td. rug. Landgilden svaredes ikke længere i naturalier, men i penge og beløb sig til 14 rdl 16 skl årlig. Det hoveri, der krævedes af ham, og som altid havde været nøje specificeret og efter sigende aldrig vilkårligt eller havde givet grund til klage omfattede kun " to Rejser om Aaret, 4 aþ5 Mile Tour og Retour" samt 1 dag årlig udkørsel af gødning fra herregården. Ægtkørslerne bestod som regel i transport af korn fra Nørtorp til Klitmøller, Vigsø eller Thisted og i hjemkørsel af træ eller lignende fornødenheder fra disse steder. (Hoverireglement for Nørtorp 1770. R.A.)
Det ses ikke, at gården nogensinde har været lagt i Rytterlægd, men da Fr. IV i 1701 indførte landmilitsen, har Laurits vel måttet bidrage sit til de 7 karle, som Nors sogn skulle stille til Hillerslev-Hundborg Herreds Kompagni, og som om søndagen kunne ses til øvelse på deres eksercerplads ved Nors kirke tillige med 4 karle fra Tved, 4 fra Vester og 3 fra Øster Vandet.
I 1724, da kongen agtede at opstille infanteriregimenter i militsen på det bøndergods, der ikke var udlagt i rytterlægd, blev Laurits, som lægdsrullen for dette år for Aalborg og Viborg stifter viser, lagt i lægd med 12 andre nærboende bønder. Tilsammen udgjorde de med deres 32 td. hartkorn, som forordningen krævede for et sådant lægds størrelse, det 30. lægd, og skulle "i Fællig" stille en karl til ovennævnte kompagni i "Aalborg Stifts Regiment".
Han blev lægdsmand, uvist når; men i hoved- og lægdsrullen over Dueholm, Ørum og Vestervig amter for 1733 ses han som bestyrer af det 58. lægd, der stillede soldat til "Nordre Jydske Nationale Infanteriregiment".
Sine jorder, der var "inddelt i 4 Marker, hvoraf noget er godt Muld med Ler beblandet og noget slet Muld med grus", drev han, som det ses af et skifte i sommeren 1736, med 6 "Plougbæster". Hans hestehold omfattede yderligere 3 hopper i alderen 5-8 år, heraf 1 med føl, og 4 plage i alderen 1-3 år.
Af kreaturer havde han 5 køer i alderen 3-7 år, 4 stude, 1 studekalv og 2 kvier. hans fårehold talte 15 får, 8 lam og 3 væddere og var således stort i modsætning til svineholdet, som udgjorde " 1 Aarings Galt, 1 Soesvin og tvende grise" og tydeligt nok ikke var anlagt med baconproduktion for øje, men gårdens samlede besætning var dog blevet væsentlig større end i faderens tid. Fjerkræ, hvorimellem 4 gamle gæs og 1 gase, havdes til husbehov.
Af vogne, agerbrugsredskaber o.lign. rådede han over: "En beslagen Vogn, en Kornvogn med Hecker, Stænger, Reb og Stang, en Vogn med Tilbehør, en gammel Møgvogn, 1 Hyfvel Baare (Hjulbør), tvende Plove med behørig Dræt og 1 Par Jærn, 1 gammel Bagplov med Jærn, 4 Træharver".
Til mejning af korn, til brug i lade og stald ejede han "Tvende Høleer med kroge og Drau, tvende gamlere dito, 5 River, 3 Forke med Skafter, 2 Plejle, 1 Kasteskovl, 1 Skærekniv med Kiste, tvende gamlere dito, 2 Træskovle, 3 Staalgrebe med Skafter samt 3 Spader med Skafter".
At han også har været indstillet på selv at kunne udføre forefaldende træarbejde viser følgende værktøjsbeholdning: "Tvende Øxe-Hammere, 1 Sav, 3 Navere, 3 Spegerbarer, 3 Huggejærn, 1 Baandkniv, 1 Hammer, 1 Huggeskammel samt 1 Slibesten med Trug". Træ har han ikke manglet, men på gården haft et rigeligt forsynet lager af "Tømmer og Deler".
Fiskeredskaber ejede han også, nemlig: "1 halvt Søvaad med Ribe, 1 liden helt dito med Ribe samt 4 gamle Veed (Vaad) og 3 Algerstænger med Jærn (Ålejern)."
Efter redskabernes art at dømme havde fiskeriet interesse for gården, og han havde ret til at fiske i Nors Sø, hvor han havde "Søbaad, hvortil behøvelig Aarer, samt en gammel ubrugelig dito". I sommerhalvåret fangede han gedder, skaller og aborrer og om vinteren, når Algerjærnet havde sin glanstid på frossen sø, toges talrige fede "Stangaal", der betragtedes som en nødvendig spise i hver Thybondes husholdning.
Der foreligger kun lidet om, hvorledes stuehuset var indrettet, men vi kan dog se, at det i hvert fald indeholdt opholdsstue, storstue, bryggers og et "Bur". Opholdsstuen var i det store og hele indrettet som forhen beskrevet. Vi genfinder langs vinduerne ud mod gårdspladsen et langt "Fyrretræsbord med aaben Fod", en "dito Skammel ved Bordet" samt en "Bagstol" (lænestol). Desuden fandtes et skab med såkaldt kandbænk, en hylde med rum for neden til spande og kedler, ovenfor til fade og øverst til tallerkener.
I samme stue opbevaredes husets bibliotek, hvis indhold imidlertid indskrænkede sig til "1 Psalme-Bog, 1 Bibelske Kierne samr 4 andre, smaa, gamle Bøger", som samlet i handel og vandel vurderedes til 1 rdl og 1 mark eller omsat efter anden stedlig værdimålestok til 2 grise og 1 lam. Gik man ikke i seng med solen, kunne stuen oplyses af tællelys i 4 "Messing Liussestager". I storstuen stod et sengested og sandsynligvis konens "Fyrrekiste med Laas, Hængsler samt Haandgreb", en fyrretræskiste uden lås, et gammelt vognskrin og et egetræsskrin med lås.

Den 15. juni 1736 døde hustruen, antagelig i barselsseng, da det yngste barn var født faa dage før. Hun begravedes den 1/6, 43 år gammel. Dødsfaldet foranledigede, at der skulle skiftes mellem de efterlevende børn og ægtemanden.
"For rigtig Registrering og Vurdering samt lovlig Skifte at holde efter hans afgangne, nu salig Hustru, Karen Sørensdatter" indfandt sig derfor den 14. juli, "som og var rette 30te Dagen efter Dødsfaldet at regne, Lauritz Haugaard, Ridefoged paa Nørtorp, paa sin Principals, Højædle og Velbaarne Hr. Etats- og Justitsraad, Justitiarius i Højesteret, Christian Braem paa Nørtorp, hans Velbaarenheds Vegne her udi" Vestergaard tilligemed "Tvende Dannemænd her af Sognet, som villig paatagne Formyndere - siden ingen nærmere paakomme - hvilke Mænd haver til Ægte hver en Søster til den ovennævnte, nu salige, Kone, navnlig" Lauritz Sørensen Wilsbøl i Nors og Christen Christensen Bach i Neder Hinding. Endvidere mødte tvende Mænd, Thomas Pedersen Kortegaard i Nors og Christen Michelsen Bach i Hinding for efter Loven at være til Stede ved Registreringen og vurdere, hvad der fandtes.
Foruden de alt nævnte ting registreredes tvende gamle uldsakse, en liden skræder dito, som bruges i huset til nødvendig brug, og en klæder-børste. Endelig vurderedes den salig kones kiste- og gangklæder. Det viste sig, at hun ejede: "1 sort Klæde Kiortel drætted med sort Rapk, 1 Vadmels Skørt, 1 Bais Skørt, 1 blaa Bai dito, 1 rød dito, 1 blaa Bai Trøje, 1 rød dito, 1 blaa Vadmels dito, 1 sort dito, 1 blaat og gult Snøreliv, 1 sort Dammaskes Hue med sorte Baand og Plys om, 1 sort Cakerins dito, 1 sort Hvergarns Kyse med sort Filt under, 1 Par blaa Strømper og 1 Par røde dito, 1 Par sorte Vanter, tvende Par Alout Handsker, 1 Par Sko med Messing Spænder udi og 1 Par Tøfler"
Den salig kones linklæder var i forvejen fordelt mellem samtlige børn "saa som ikkun lidet deraf befanttis".
Hele boets masse havde efter vurderingsmændsenes skøn en samlet værdi af 450 rdl 4 m. 4 skl, "ihvorvel", efter Laurits Mening "vel lidet af Løsøret syntes at kunne opnaa den Pris, om det skulde til Auction".
Ved samme lejlighed foretoges en undersøgelse af, hvilke berettigede fradrag der muligvis skulle foretages i boets formue, inden fordelingen til arvingerne fandt sted, herunder et syn på bygningernes eventuelle brøstfældighed. Men vurderings-mændene fastslog, at "derpaa befandtes intet uden een ganske ringe Ting, hvortil var i Gaarden dobbelt saa meget af alle Slags Tømmer og Deler, som dertil kunne behøves, saa derover ikke nogen Brystholdighed til Strevboens Besværing kan udtages".
Gæld havde han ikke, og belangende den salig kones ligfærds bekostning da foregav enkemanden, at alt, hvad derpå var anvendt, er blevet taget og forefundet her i stervboet; desårsag kunne han ikke i så måde nogen omkostning derfra fradrage. Derimod var Laurits berettiget til at fradrage værdien af plovhestene, en vogn, en plov og to harver med et beløb af 71 rdl. Men herved var man dog ikke nået så vidt, at arven kunne fordeles; thi fru Justitias stedlige reporæsentanter skulle først have fornødent vederlag for ydet assistance og deres regning lød således:
1 Ark stemplet Papir til Original Skiftebrevet 1 Rd. 3 M.
Skifteforvalterens Salarium 3 Rd. 4 M. 12 S.
Til Skifteforvalterens Tjener 2 M.
For Skiftebrevet at skrive paa 5 Ark 2 Rd. 3 M.
Genpart deraf til Skifteforvalterens Efterretning 1 Rd. 1 M. 9 S.

Vurderingsmændene var langt billigere, de modtog nemlig kun 1 mark hver "for deres Umag".
Herefter beløb "Skiftets Bekostning til Hobe" sig til 9 Rd. 4 M. 5 S., hvilket beløb tilligemed de tidligere nævnte 71 Rd. skulle udredes af boet. Slutresultatet blev således 370 Rd. til deling og skiftet kunne nu afsluttes, hvilket fandt sted den 15/9 1736.
For at få den rette forståelse af dette beløbs værd, må det indskydes, at en Rdl. på dette tidspunkt havde en købekraft af ca. 20 kr. i vore penge, hvilket vil sige, at arvesummen udgjorde 7.400 kr.
Faderen, der havde ret til halvdelen og en broderlod af dette beløb, gavi imidlertid "i Henseende til sine Børns Nytte og Gavn" afkald på broderlodden og nøjedes med at tage 185 Rd., hvorefter den anden halvpart deltes mellem børnene med 30 Rd. 5 M. til hver af sønnerne og 15 Rd. 2 M og 8 Sk til hver af døtrene.
Skiftedokumentet ender med at pålægge faderen at lade såvel drengene som pigerne i deres Christendom sømmelig oplyse og undervise samt skikkelig og lovlig tugte og tilse såvel som at skaffe dem hver især nødtørftig klæde og føde indtil, deres myndige år vorder opfyldt.
Benytter man på grundlag af de foran givne oplysninger lejligheden til at kaste et blik på Lauritsþs virke, i særdeleshed som landmand, og sammenligner hans og faderens landbrug, vil man se, at der på dette område har fundet en udvikling sted. besætningens størrelse er på alle punkter, undtagen for svinenes vedkommende, øget. Hesteholdet er steget fra 2-3 til 14 "Bæster", hopper, plage og føl; koholdet fra 2-3 køer og ungnød til 12 køer, kvier og kalve og fåreholdet fra 2-3 får til 18 får og væddere, en naturlig udvikling som følge af kornprisens vedvarende fald gennem den første menneskealder i det 18. århundrede. Han har som så mange andre standsfæller i Thy set sin fordel ved, som bonden lunt udtrykte det: "Hellere trække end køre sit korn af gård", nemlig ved at skifte om fra ren agerdyrkning til heste- og studeavl og noget mejeribrug og følgelig fodret sit korn op frem for at sælge det. Men med denne driftsændring fulgte en forøget gødningsmængde og en samtidig intensivere dyrkning af jorden, hvorved foldudbyttet steg så meget, at man gennemsnitlig regnede "god Frugtbarhed" til 6 fold rug, 8 fold byg og 9-10 fold havre, et resultat, der lå dobbelt så højt som på Sjælland. Efter den tidligere nævnte fordeling af udsæden på de tre kornsorter, skulle dette altså give ham et høstudbytte på: 120 td. Rug, 40 td. Byg og 18-20 Td. havre. Men sandsynligvis har han af hensyn til fodringen også på dette punkt foretaget en omlægning og mindsket rugmængden fortrinsvis til fordel for byggen.
Det vil føre for vidt at søge et driftsregnskab opstillet, men det skal dog anføres, at heste fra Thy var gode og solgtes til priser fra 30-60 kr. stykket samt, at vurderingsmænd i 1736 ikke vovede at byde Laurits under 32 kr. for en 2-års plag. Køernes mælkeydelse var steget noget, de skarpe Thybo-oste var i god kurs, men smørret gennemgående mindre fremragende. De fleste tyrekalve blev lagt til, de var meget efterspurgte, og Laurits kunne sidstnævnte år sælge 4-års stude til en mindstepris af 54 kr. parret.
Kort og godt man får indtryk af, at Laurits var en dygtig og energisk landmand, der ligesom talrige standsfæller på ingen måde var kuet hverken af herremænd eller stavnbånd, og hvis arbejde havde båret så megen frugt, at han må karakteriseres som en efter forholdene velstillet mand, hvis evner og karakteregenskaber rakte så meget op over gennemsnittet, at både den gejstlige og verdslige øvrighed hver på sin vis, kunne bruge ham som tillidsmand.

Som nævnt døde Lauritsþs kone, Karen Sørensdatter, i 1736, da Laurits var 55 år gammel. Hvornår han selv døde vides ikke, men da han ikke var forlover ved sønnen Peders bryllup i 1764, er han formentlig død før dette år, og da denne søn i februar 1753 som 23-årig ung mand kunne præstere en udbetaling på 160 rdl., som han næppe kan have erhvervet på anden måde end ved arv, ligger det nær at tro, at Laurits dødsår ikke kan sættes senere end til 1752.. Om han kom til at opleve kvæg-pestens frygtelige hærgen i årene 1745-52 får stå hen. Farsoten kostede det danske landbrug 2 millioner stykker hornkvæg, men ramte ikke Vestergaard, hvorfor den, som da sad på gården, ikke alene gik fri for tidens ulykke, men oven i købet indrulleredes i den række af landmænd, som drog fordel af den. (Jyske Saml. 1933, si 264 o. flg.)

I ægteskabet var der følgende børn:
Anne f. 1717
Anders f. 1719
Maren f. 1722
Kirsten f. 1724
Christen f. 1727
Peder f. 1729
Christen f. 1731
Karen f. 1734 død 1805
Mette f. 1736 død 1736.